Putin hævner sig

Ukraine-krisen

05/04/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Vladimir Putin hævner sig igen, og det går blandt andet ud over Danmark.

Det ærgerlige stempel skyldes, at Danmark har indført hårde sanktioner mod Rusland. 

Flere vestlige lande er således havnet på Ruslands liste over "uvenlige" lande, som nu rammes af et modsvar på sanktionerne fra den russiske præsident Vladimir Putin.

Mandag har han nemlig ifølge Reuters underskrevet en ny lov, der afskaffer et system, som tidligere har forenklet udstedelse af visa til indbyggere i flere lande - herunder Danmark. 

Udover Danmark rammer det ifølge Ekstra Bladet også indbyggerne i Norge, Island, Schweiz og "nogle EU-lande".

Danmark suspenderede ifølge nyidanmark.dk d. 5. marts dele af en visumlempelsesaftale mellem Danmark og Rusland for russiske statsborgere, og nu har Rusland altså gjort noget lignende mod blandt andre danskerne. 

Den danske ambassade i Moskvas hjemmeside - som blev opdateret d. 30. marts - skriver, at Rusland ikke har indført indrejseforbud for danskere, men det vides ikke, om den nye lov kommer til at ændre på dette, da de fulde konsekvenser ikke kendes. 

Det kommer formentlig til at gøre det mere besværligt for danskere at rejse ind i Rusland, hvilket dog nok er de færreste danskeres plan for tiden. 

De danske myndigheder fraråder nemlig rejser til hele Rusland.

"Rusland har iværksat en militær invasion af Ukraine. Meget høj sikkerhedsrisiko," står der således på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Det er desuden tæt på umuligt at finde et fly, som flyver fra Danmark til Rusland, da EU - herunder Danmark - har indført flyveforbud for russiske fly i EU-landes luftrum. 

Det samme har Putin gjort den anden vej rundt.