Nu melder Putin ud

Ukraine-krisen

10/03/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Nu taler Ruslands præsident, Vladimir Putin, ud om de sanktioner, som Rusland er blevet pålagt.

Rusland er ad flere omgange blevet pålagt sanktioner, der ikke blot kan vise sig at få stor betydning for Rusland, men også for andre dele af verden.

I kølvandet på den sidste runde af sanktioner, har den russiske præsident, Vladimir Putin, nu udtalt sig. 

Her lagde han ikke skjul på, at sanktionerne kan ende med at få stor betydning for store dele af verden.

Ifølge AFP har Vladimir Putin nemlig udtalt, at de vestlige sanktioner kan få de globale fødevarepriser til at skyde i vejret, da Rusland er en af verdens største producenter af gødning, hvilket er afgørende for den globale forsyningskæde.

I en tale på russisk stats-TV, kaldte Vladimir Putin ifølge BBC sanktionerne for 'uvenlige skridt' mod Rusland og dets økonomi.

Han sagde også, at efterspørgslen efter visse ting ganske vist vokser, men han er ikke i tvivl om, at de er i stand til at løse disse problemer.

"Folk vil forstå, at der simpelthen ikke er noget, vi ikke kan løse," skulle han have sagt ifølge BBC.

Herefter pegede han fingre af Vesten, og sagde, at de har 'opfordret deres borgere til at spænde livremme og tage noget varmt tøj på'. Desuden gav han sanktionerne skylden for, at situationen er blevet værre.

"Det hele ser meget mærkeligt ud," sagde Vladimir Putin.

Han fortsatte med at insistere på, at Rusland opfylder sine forpligtelser i forhold til energiforsyning og ikke er skyld i prisstigninger.

"Det er resultatet af deres egne fejlberegninger - bebrejde os ikke," sagde han.

Ydermere udsendte han også en trussel om, at den russiske regering kan overtage aktiver fra udenlandske virksomheder, der vælger at trække sig ud af Rusland.

Han sagde, at Rusland kan 'indføre ekstern styring' af de virksomheder, der beslutter at lukke deres produktionsfaciliteter, og derefter 'overlevere disse virksomheder til dem, der er villige til at arbejde'.

"Vi finder en lovlig måde at gøre dette på," sagde den russiske præsident.