"Det er ekstremt med ekstremt på. Det bliver bare vildere og vildere," siger Kristian Rune Poulsen, markedsanalytiker i Dansk Energi til BT.
Siden den russiske invasion af Ukraine, er gaspriserne eksploderet. Mandag formiddag er indtil videre kulminationen på prisstigningerne, der i dag er på et rekordhøjt niveau.
De danske forbrugere vil kunne mærke de store prisstigninger, særligt i de kommende måneder, hvor der stadigt er behov for opvarmning af de danske hjem.
I slutningen af 2021 steg priserne på gas til 16 kroner for en kubikmeter. Herefter faldt priserne, men i dag, mandag, er prisen oppe på hele 23 kroner for en kubikmeter. I alt er priserne tredoblet på kun 14 dage.
Kristian Rune Poulsen fra Dansk Energi mener, at priserne stadig kan nå at rette sig i løbet af dagen, men at markedet er nervøst og ingen ved, hvor priserne ender. Prisstigningerne er selvfølgelig forårsaget af krigen i Ukraine.
På den lange bane bliver det dyrt for de danske forbrugere, men hvor meget det kommer til at betyde i kroner og ører er stadig usikkert.
Kristian Rune Poulsen håber på, at EU fremlægger en samlet plan for, hvordan man kan klare sig uden russisk gas, så EU ikke er så afhængig af Rusland.