Især to forseelser fylder ekstraordinært meget.
Der er få ting, der er så frustrerende for bilister som at vende tilbage til sin bil og opdage en gul seddel i forruden, der fortæller, at man har fået en p-afgift.
I Københavns Kommune er det indtil videre sket 211.156 gange i år, og hvis man gerne vil undgå at skulle betale hundredvis af kroner for at parkere ulovligt, kan det være en god idé at være opmærksom på, hvilke årsager der oftest ligger bag kommunens p-afgifter.
For her er der især to forseelser, der fylder ekstraordinært meget.
Det viser nye tal fra Københavns Kommune, som Autoparts24 har analyseret.
Her er årsagerne
Med godt 52.000 afgifter er manglende betaling eller overskridelse af den betalte tid den største årsag til, at bilister har fået en afgift.
På andenpladsen finder man parkering i eller for tæt på et vejkryds med 31.867 afgifter. Reglen siger, at man skal holde mindst 10 meter fra den tværgående kørebane. Tilsammen udgør de to forseelser næsten 40 procent af alle p-afgifter i København.
Herefter følger parkering i strid med tidsbegrænset parkering samt parkering på reserverede parkeringspladser.
Når det gælder stederne med flest p-afgifter, ligger Frederikssundsvej i år øverst med 2.028 afgifter, hvilket svarer til en stigning på 29 procent sammenlignet med sidste år.
Den har dermed overhalet Nyropsgade, som ellers har været kendt som byens værste sted for betalingsafgifter. Nyropsgade er faldet med 38 procent.
Top 10 årsager til p-afgifter i København i 2026
