Den 83-årige kvinde, der gik tur med sin rollator, nåede desværre ikke væk fra skinnerne, da hun ville krydse en jernbaneoverskæring i Tarp. Et tog nærmede sig hurtigere, end hun kunne krydse togskinnerne.
Ifølge avisen Flensburg Avis forsøgte et vidne angiveligt uden held at trække kvinden væk fra fra sporet. Det lykkedes dog ikke, og kvinden blev derfor ramt af toget.
Brandværn og redningstjeneste blev alarmeret af vidner, men da det frivillige brandværn nåede frem til stedet sammen med en ambulance og en akutlæge, var det allerede for sent. Den 83-årige kvinde døde af sine kvæstelser på ulykkesstedet.
Lokoføreren gik efterfølgende i chok og kunne ikke fortsætte turen. Toget kunne først stoppes efter flere hundrede meter. Flere modtog krisehjælp efterfølgende.
Det er kun lidt mere end et halvt år siden, at en 96-årig mand blev dræbt i samme overskæring. Her forsøgte manden at krydse skinnerne på cykel, selvom bommene var gået ned.