Velkommen til Danmark: Ukrainske flygtninge fik bøde for at tage bussen

Ukraine-krisen

01/03/2022

Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

To ukrainske flygtninge modtog mandag en bøde i en dansk bus.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

To ukrainske flygtninge modtog mandag en bøde i en dansk bus.

Det skriver TV2Lorry

Mandag eftermiddag stod 20-årige Olivia Koefoed Olesen på bus nummer 381 fra Allerød Station. Sammen med hende steg to jævnaldrene kvinder og to billetkontrollører på.

”Kontrollørerne når til de to kvinder, der rækker deres blå ukrainske pas frem. Kontrollørerne undersøger passene og spørger, om kvinderne har billet. Men det har de ikke, for de er ukrainske flygtninge forklarer de. Og så vil kontrollørerne give dem en bøde,” fortæller Olivia Koefoed Olesen til TV2 Lorry.

Hun fortæller også, at de to kvinder forsøgte at forklare de to kontrolløre, at Mette Frederiksen havde lavet en udmelding om at ukrainske flygtninge kunne rejse gratis. Det kunne Movia-kontrollørerne dog ikke få bekræftet:

“Den ene kontrollør ringer op og spørger i telefonen, om det kan passe at ukrainske flygtninge kan køre gratis med bussen. Han lægger på igen, og fortæller de to kvinder, at det ikke er en regel, som de i Movia kender til,” fortæller Olivia Koefoed Olesen.

Derfor endte de to kvinder altså med en bøde hver på 750 kroner.

Gælder kun i toget

Det viser sig også at kontrollørerne havde ret. Ifølge transportministeriet kan ukrainske flygtninge nemlig kun rejse videre med DSB uden at skulle betale, hvis de kommer ind i landet med tog.

Movia vælger dog alligevel at annullere begge bøder

”Selvfølgelig skal de ukrainske flygtninge ikke betale bøde. Tale om fejl. Gratis togtransport til ukrainske flygtninge trådt i kraft i dag efter aftale med transportministeriet. Movia ikke omfattet eller informeret, men vi udviser selvfølgelig konduite. Også i dette tilfælde!” skriver Camilla Struckmann, der er kommunikationsdirektør i Movia, på Twitter.

Der SKAL bare gøres en undtagelse

Olivia mener at oplevelsen ikke blev håndteret godt nok. Flere passagerer i bussen var chokerede, men der blev ikke rigtigt gjort noget.

“Stemningen i bussen var virkelig presset, men ingen gjorde rigtig noget. En passager talte med buschaufføren om, at han altså ikke forstod, hvorfor de var blevet behandlet på den måde, når nu Mette Frederiksen havde sagt, at ukrainske flygtninge måtte rejse gratis.” Fortæller Olivia Kofoed Olesen, der også har virkelig svært ved at forstå, at der ikke kunne gøres en undtagelse:

 “Jeg synes det var sindssygt langt ude, at de (kontrollørerne red.) ikke gjorde en undtagelse. Der sidder nogle, som har fået at vide, at de kan rejse gratis. De er flygtninge og er både bange og rystede, så der SKAL bare gøres en undtagelse,” siger Olivia Koefoed Olesen