Spillede du Lotto i løbet af december? Så kan det være, det er dig, Danske Spil efterlyser: Der er nemlig stadig fire millionvindere fra den ekstraordinære Lotto-trækning 25. december, som ikke har meldt sig.
De efterlyste vindere har købt deres kuponer i:
DagliBrugsen Janderup, 6851 Janderup
Kiosken Bjerringbro, 8850 Bjerringbro
Kvickly Åbyhøj, 8230 Åbyhøj
Meny Hellerup, 2900 Hellerup
Så hvis nogen i det ganske land i løbet af december har købt en Lottokupon i en af disse butikker, så tag kontakt til Danske Spil (vinderne bor ikke nødvendigvis i de byer, hvor kuponerne er købt).
Man kan også præmiesøge sin kupon i Lotto appen eller hos en forhandler. Hvis man har vundet en større gevinst, skal man registrere den på danskespil.dk/vinder og herigennem få udbetalt præmien.
Hvad er Det Store Jule Lotto?
Det er andet år i træk, at Danske Spil har forlænget julen med Det Store Jule Lotto – og det er måske ikke alle, der endnu er helt med på traditionen, så her er den lige igen:
Konceptet er sådan set simpelt nok. Det Store Jule Lotto er en særlig, ekstra lodtrækning den 25. december, hvor der blandt alle de Lotto-rækker, der er blevet spillet de første fire lørdage i december måned, udtrækkes 12 vindere af 1 million kroner. Derfor kan en kupon, som i første omgang ikke var noget værd, pludselig vise sig at blive et guldrandet stykke papir.
Det er også derfor, at det især er vigtigt, at man passer på kuponen, hvis man har købt den i detail-handlen uden sit spilkort.