Hjem kære Haderslev

Generelle nyheder

08/04/2022

Foto: Jimmi Falkenberg
Foto: Jimmi Falkenberg

Skrevet af Louise S.

Efter en smuttur til Odense og en omvej gennem Kolding har Cortekst ApS nu fundet hjem til Haderslev. En plan, der længe har været ønsket af ejer, Mia Rasmussen, der selv er indgroet sønderjyde med stort S. Samtidig med flytningen har Cortekst oplevet stor vækst og dermed skabt lokale arbejdspladser for kandidater, der ellers ofte flytter mod de større byer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Cortekst vender hjem til Haderslev

Ude godt – Haderslev bedst. Det kunne ikke passe bedre på den rejse, som Cortekst har været på. I 2016 startede Mia Rasmussen og tidligere partner, Marie Hvidberg, tekstbureauet med ambitionen om at levere kreative kvalitetstekster. Og start up-basen lå delvist i Sommersted og Odense. Herfra udviklede forretningen sig hurtigt, og de to dengang studerende rykkede kontoret og den faste arbejdsplads til Odense, som efter coronaperioden blev til Kolding. Og nu, efter Marie Hvidberg trådte ud af virksomheden ved årsskiftet, er Cortekst flyttet til Mia Rasmussens hjemstavn, Haderslev.

”En af fordelene ved at arbejde med tekst er, at vi ikke behøver sidde centralt i en af storbyerne. Meget kan klares fra computeren og et telefonopkald. Derfor var det oplagt for mig at trække firmaet hjem til Haderslev,” fortæller Mia Rasmussen, der selv bor i Sommersted.

Kort tid efter Cortekst flyttede tilbage til Sønderjylland, fik Mia Rasmussen kontakt med Add-Wise, et integreret sønderjysk marketingbureau med kontakt til både danske og tyske virksomheder.

”Vi har virkelig fået øjnene op for, hvor meget lokalt samarbejde, der er mellem virksomheder her i Haderslev. Og det er fedt at mærke, hvordan vi komplementerer hinanden i arbejdet med digital markedsføring,” fortæller Mia Rasmussen, der er rykket ind sammen med Add-Wises lokaler på Norgesvej 17.

Virksomhed på vækstrejse

De nu snart 7 år som selvstændig er for alvor begyndt at bære frugt for Mia Rasmussen og Cortekst.

”Siden årsskiftet har der været utroligt travlt, både med nye og tilbagevendende kunder, og det gjorde, at jeg så mig om efter nye tekstkollegaer – og det er jo altid dejligt,” fortæller Mia Rasmussen, der glæder sig over bonussen i det sociale aspekt ved flere kollegaer. Siden årsskiftet er Cortekst gået fra to til seks medarbejdere, og foruden det kollegiale bidrager det også til kapaciteten og sparringen om det faglige.

”Jeg var spændt på, hvordan det ville være at trække arbejdskræfter med sproglige kompetencer til byen, da mange med de relevante uddannelser ofte bliver hængende i de større studiebyer, men det viste sig faktisk, at der var mange gode kandidater – enten i området, eller som er parate til at køre hertil,” fortæller hun tilfredst.

Udvidelsen af forretningen er desuden sket sideløbende med, at Cortekst i april fik en investor, der så potentiale i Mia Rasmussens udvikling af Cortekst. Investoren, Rikki Tholstrup Jørgensen, ejer virksomheder i både medie- og forlagsbranchen, og det var derfor en oplagt tilføjelse af kompetencer.

”Det har været et vildt år med en masse nye og spændende ting på paletten,” fortæller Mia Rasmussen og tilføjer: ”Jeg ser meget frem til, hvordan vores vækstrejse fortsætter her i Haderslev.”    

Fakta:
Cortekst leverer kvalitetscontent til virksomheder, der har brug for et skarpt blik på deres tekster til hjemmeside, SoMe, nyhedsbrev, kundereferencer m.m. Du kan se mere på www.cortekst.dk

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Ejer, Mia Rasmussen, Cortekst ApS, tlf. 22 16 38 15, mia@cortekst.dk