Kun 34 procent har styr på det - ved du, hvad dette kort betyder?

Forbrug

16/06/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

3700 danskere måtte selv til lommerne alene i 2022.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Om få uger pakker tusindvis af danskere kufferten og rejser sydpå til en længe ventet sommerferie. 

Men selvom sommerferien for langt størstedelen forløber ganske problemfrit, så ender mange danskere hvert år i ærgerlige situationer med sygdom eller uheld, der kræver behandling hos det lokale sundhedsvæsen.  

I mange europæiske lande er der en egenbetaling forbundet med behandling i det offentlige sundhedsvæsen, men med det blå EU-sygesikringskort i hånden, skal man som dansker ikke betale for udgifter, der rækker ud over prisen for egenbetalingen.

Dog sker det for mange danskere, at de må til lommerne, og lægge ud for ekstra behandling på ferien. Det viser en oversigt fra Udbetaling Danmark, som Gouda Rejseforsikring og Gjensidige har fået udleveret.  

Her behandlede man alene sidste år 3700 ansøgninger om refusion til danskere, der havde lagt ud for behandling i udlandet. 

Og selvom man får pengene igen, når man har lagt ud for sin behandling, så kan det godt ende med anseelige beløb, man skal have op af lommen, fortæller Louise Hertzum Andersen, der er chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring. 

"Selvom prisen for behandling i EU både vil variere ud fra omfanget og hvilket land, der er tale om, så kan der nemt være tale om anseelige beløb på mange tusinde kroner for relativt simple behandlinger som infektioner, knoglebrud eller lignende. Og det vil være en uoverskuelig udskrivning for mange rejsende, der allerede har betalt for en dyr ferie," siger hun.  

Stadig stor tvivl om dækning

Det er dog ikke kun usikkerhed om betaling, der kan være en udfordring for danskere på ferien.  

En undersøgelse som Kantar Public har foretaget for Gouda Rejseforsikring viser nemlig, at helt op mod hver anden dansker tror, at det blå sygesikringskort giver en de samme rettigheder til gratis behandling, som man er vant til fra det danske sundhedsvæsen.  

Og den uvidenhed kan betyde, at man må til lommerne og betale for behandling, hvis ikke man rejser med en rejseforsikring, der dækker alle omkostninger til sygehusbesøg og behandling, forklarer Louise Hertzum Andersen. 

"Skulle man komme ud for sygdom eller uheld uden en forsikring i de her lande, så risikerer man ikke kun at stå alene med meget store udgifter til behandling, men lige så at stå alene i forhold til at skulle navigere rundt i situationen, modtage behandling af anden standard end vi er vant til hjemme i Danmark og i værste fald selv stå for at arrangere og betale for en hjemtransport. Derfor er det enormt vigtigt være forsikret," siger hun. 

Hvilke af nedenstående er korrekte? 

I udlandet dækker det blå kort mig, som jeg er dækket af den offentlige sygesikring i Danmark - 47,8 procent

I udlandet dækker det blå kort mig, som det dækker de lokale borgere - 34,1 procent (rigtigt svar)

Ved ikke - 18,1 procent

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.009 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af Kantar Public for Gjensidige og Gouda Rejseforsikring i februar og marts 2023.