Aviskilder giver intimt indblik i livet under Første Verdenskrig

Bøger

31/01/2023

Den Store Krig – Danske kilder fra efteråret 1914

Skrevet af Redaktionen

Selvom dagens avisnyheder hurtigt falmer, gemmer dagbladene på meget, når det kommer til at forstå fortiden. Forfatter Asbjørn Agerschou har gennem en omfattende kildeundersøgelse i aviser fra 1914 fundet fortællinger, der tilbyder et unikt indblik i, hvad der foregik blandt almindelige mennesker under "Den Store Krig", der ændrede Europa.

I Asbjørn Agerschous bog ”Den Store Krig – Danske kilder fra efteråret 1914” (2023) kan du få indblik i, hvad der foregik blandt helt almindelige mennesker i det efterår, hvor Første Verdenskrig brød ud.

Asbjørn Agerschou har researchet i aviser fra 1914 og fundet fortællinger om danskere, som blev fanget på den forkerte side af en grænse, om fødevaremangel, om rensning af det tyske sprog for franske og engelske udtryk, om reaktioner fra Amerika, om stemningen i de tyske byer og om sønderjyder ved fronten.

Selv siger Agerschou om bogens tilblivelse:

”Min fascination for første verdenskrig startede tilbage i klasselokalet, da min lærer med stor energi fortalte os om krigen og illustrerede skyttegravene for os på tavlen. Vi lyttede alle tavst, og jeg var helt opslugt af beretningerne.

Den lille fred en juleaften under den store krig gjorde stort indtryk på mig. En kort våbenhvile fyldt af tyskernes ”Stille Nacht, heilige Nacht” efterfulgt af englændernes ”Silent Night”. Denne episode stod som et stærkt symbol på medmenneskeligheden, der også eksisterede i den gruopvækkende krigsperiode.

Jeg har flere gange læst ”Intet nyt fra vestfronten” af Erich Maria Remarque. Den giver et helt særligt indblik i livet som udsendt under krigen, når man følger den tyske soldats oplevelser ved fronten, hvor maden er tæt på uspiselig og kammerater falder om ørerne på ham. Det gav også inspiration til at samle kilderne for at give et indblik i hverdagen i Danmark. Hvad gik dagene med, og hvad berettede aviserne om? Hertil var sønderjydernes deltagelse i krigen særligt interessant at dykke ned i, efter jeg mødte en mand, hvis sønderjyske farfar deltog i krigen.”

– Asbjørn Agerschou

Kom helt tæt på 1914, året, hvor den østrig-ungarske tronfølger og hans kone blev myrdet i Sarajevo, hvilket blev gnisten, som startede Første Verdenskrig, og bliv klogere på vores fælles fortid og "Den Store Krig", der førte til markante ændringer i Europa og fik stor betydning for resten af verden.

Bogen kan f.eks. købes hos Tales eller bestilles hjem til samtlige boghandlere i Danmark.

Fakta

Forfatter: Asbjørn Agerschou

Titel: Den Store Krig – Danske kilder fra efteråret 1914

280 sider, ill., hæftet

Tilgængelig: 12. januar 2023

ISBN: 9788794284097

Pris: 249,95 kr.

Om forfatteren

Asbjørn Agerschou (født 22. februar 1948) er tidligere folketingsmedlem for SF og medforfatter sammen med Anne Baastrup til ”Fik kvinderne ret? Fortællinger fra 100 år med valgret til kvinder” (2015).