De seneste to måneder har der været omkring 40 naturbrande i Egtved-området mellem Vejle og Kolding. Alle brande er blevet slukket uden hverken personskade eller bygningsskade, men risikoen for spredning er meget høj, når vejret er tørt – og især når der er tale om påsatte brande.
Nu har Sydøstjyllands Politi anholdt en 50-årig mand for, med vilje, at starte en række brande. Det nævnes ikke i pressemeddelelsen, om den 50-årige er mistænkt for alle de omtalte naturbrande.
Manden blev anholdt i går og fremstilles i grundlovsforhør i dag ved Retten i Kolding. Her vil Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi anmode om, at grundlovsforhøret bliver afholdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.