Her kan man også spørge, hvad fred egentlig er i denne sammenhæng, for de færreste eksperter tror, Rusland vil være villige til at indgå en længerevarende fred på præmisser, Ukraine kan vøre med på.
Men et stop for blodsudgydelserne, så den civile befolkning i Ukraine kan vide sig bare en anelse sikre, er også noget, mange vil se som en positiv udvikling.
Der er imidlertid mange ubekendte omkring udsigten til eventuelle fredsforhandlinger, og spørgsmålene er ikke blevet færre, efter Donald Trump blev genvalgt som amerikansk præsident.
For hvad sker der, hvis Trump gør alvor af sin intention om at trække støtten til Ukraine?
Så vil Ukraine tabe, mener den ukrainske præsident, Volodomy Zelenskyj.
Sammenhold er nødvendigt
I et interview med det amerikanske medie Fox News bliver Zelenskyj bedt om at vurdere krigen nu i forhold til de første dage af Ruslands invasion.
Zelenskyj svarer, at de første dage var de sværeste, og at enhver udvikling i krigen fremadrettet bør bygge på sammenhold mellem Ukraine og deres støtter i Vesten.
Derfor kan det få katastrofale følger, hvis USA vælger at trække støtten.
"Hvis de trækker støtten, tror jeg, vi taber. Vi vil selvfølgelig kæmpe med alt, vi har. Vi har produktion (af våben, red.), men det er ikke nok til at sejre. Ogj eg tror ikke, det er nok til at overleve. Men hvis amerikanerne tager det valg, må vi beslutte, hvad vi så gør," svarede Zelenskyj.