3,9 milliarder kroner venter: 751.000 danskere bør skynde sig

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det svarer til mere end 5200 kroner per person.

Omkring 751.000 danskere har godt 3,9 mia. kr. til gode for ferieåret 2023/2024, viser den seneste opgørelse fra ATP.

Har du ikke allerede tjekket, om du har feriepenge til gode hos FerieKonto, er det tid til at gøre det, inden det er for sent. Sidste frist for at afholde ferie er den 31. december 2024.

”Hvis du ikke får afholdt ferie, risikerer du som lønmodtager at gå glip af penge, du har optjent, men du får heller ikke ladet op og hvilet krop og sind, som er vigtigt for et sundt arbejdsliv,” siger Anne Kristine Axelsson, koncerndirektør for Pension & Arbejdsmarked i ATP.

Påmindelse i september

I september sendte FerieKonto, der administreres af ATP, breve ud via e-Boks til 1,4 mio. lønmodtagere og mindede dem om at få afholdt ferie.

Til trods for det er der rigtig mange af de pågældende lønmodtagere, der stadig mangler at bestille deres feriepenge, og puljen med ikke-bestilte feriepenge er dags dato på ca. 3,9 mia. kr.

Historisk set bliver der bestilt ekstra meget tilgodehavende ferie op til jul, men langt fra alle feriepenge bliver bestilt hos FerieKonto, og de kan i sidste ende blive overført til feriefondene, hvis ferien ikke afholdes.

”Vi anbefaler, at så mange som muligt får tjekket, om de har feriepenge til gode på borger.dk. Ferie er en god mulighed for at få et break, som man er berettiget til, fra arbejdslivet,” siger Anne Kristine Axelsson.

Det er hovedsageligt timelønnede lønmodtagere og fratrådte funktionærer, der har haft ferie med løn, der enten har skiftet job eller nu er ledige, som mangler at bestille deres feriepenge på borger.dk. I gennemsnit har de knap 5.200 kr. i feriepenge til gode, hvis de afholder ferie og bestiller deres feriepenge i tide. Lønmodtagere der er forhindret i at holde ferie inden den 31. december 2024, har mulighed for at få overført ferie til næste år.

I alt 350 mio. kr. blev overført til feriefonde tidligere i november, svarende til den totale sum af uhævede feriepenge for ferieåret 2022/2023. En af feriefondene er Arbejdsmarkedets Feriefond, hvis midler bl.a. anvendes til ferieformål for lønmodtagere, f.eks. ferieophold for børn og familier, der ikke er i stand til at forsørge sig selv.

Fakta

  • Der er pt. 3,9 mia. kr. i feriepenge, som endnu ikke er bestilt.

  • Det er feriepenge for ferie, der skal afholdes inden den 31. december 2024.

  • Ca. 751.000 danskere har feriepenge til gode.

  • Sidste dag for ferieafholdelse er den 31. december 2024.

  • www.borger.dk/bestil-feriepenge kan man se, om man har feriepenge til gode.