Alvorlig advarsel til danskerne i forbindelse med udfasning af pengesedler

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Til maj bliver 1000-kronesedlen og en række ældre danske pengesedler ugyldige som betalingsmiddel.

Alligevel er ældre sedler til en værdi af hele 2,8 milliarder kroner stadig ikke blevet indleveret. På trods af gentagne opfordringer er kun fem procent af disse gamle sedler blevet afleveret.

Det viser nye tal fra Nationalbanken ifølge DR.

Peger på ældre borgere

Nationalbankens hovedkasserer, Niels Kaas, spekulerer i, at mange af de gamle sedler ligger hos ældre borgere, som måske har gemt dem i årtier.

"Der er en vis sandsynlighed for, at de ligger inde hos nogle, der var voksne, da sedlerne var på markedet. Desto ældre sedler er, desto ældre er de borgere, der har dem liggende, nok også," siger han.

Sedlerne, der snart bliver ugyldige, inkluderer blandt andet de velkendte serier med Carl Nielsen og H.C. Andersen samt ældre sedler med motiver som egernet og firbenet.

Nationalbanken indkalder i alt fire ældre seddelserier, hvoraf den ældste stammer helt tilbage fra Anden Verdenskrig.

Flere svindelmetoder

Udfasningen af de mange sedler skaber dog også nye muligheder for svindlere, hvorfor det er vigtigt, at danskerne passer på.

Først og fremmest er der risiko for, at svindlere forsøger at franarre borgere deres kontanter. De kan udgive sig for at være bankansatte eller autoriteter og bruge 'skræmmetaktikker' til at få folks penge udleveret.

Med andre ord bør du altså være på vagt, hvis nogen beder dig om kontanter eller kortoplysninger - også selvom det virker troværdigt.

Det skriver mediet Blovstroed.

En anden svindelmetode indebærer, at borgere lokkes til at fungere som 'muldyr' i hvidvaskning af penge.

Indtil sedlerne er helt udfaset, har danskerne mulighed for enten at bruge sedlerne som almindelige kontanter eller sætte dem ind i banken.