Clare Louise, 54 år, og hendes mand Matt, 52 år, mistede deres datter Annaliese sommeren 2018 til det, de troede var en forkølelse, men som viste sig at være en dødelig infektion.
Det fortæller Mirror.co.uk.
Hun fortsatte med at huske tiden op til sin datters død og sagde: "Hun vågnede op med en smule forkølelse og snøft, men det var ikke noget ud over det sædvanlige. Hun gik tidligt i seng, og næste dag sagde hun, at hun følte sig lidt bedre, så hun stod op og gik i skole. Hun var stadig lidt dårlig, og ved frokosttid fik jeg en opkald fra skolen, der sagde, at hun var meget oprørt, og da jeg hentede hende, var hun ret sløv.
Og hun fortsatte: "Hendes temperatur var høj, og hun sov på sofaen, og jeg holdt bare øje med hende. Hun sagde, at hendes ben virkelig gjorde ondt, så jeg begyndte at blive bekymret. Jeg tog hende til lægen omkring fem om eftermiddagen, og hun var virkelig stille - jeg husker, at hun lå sammenkrøbet på venteværelsessæderne. De anbefalede, at jeg tog hende til hospitalet - i nærheden af os er der en dagafdeling, og vi tog hende der. De tog en scanning af hendes hofte og tog hendes blod, og hun blev udskrevet. Men det blev værre - hun gik ind på hospitalet, men blev rullet ud i en kørestol."
På det tidspunkt blev Clare fortalt, at hendes datters smerter sandsynligvis skyldtes en forkølelse. "Jeg var bekymret, men ikke rigtig bekymret," indrømmede hun. Men midt om natten begyndte Annaliese at "græde af smerte" og vågnede op med diarré. C
lare fortsatte: "Hun var stadig ret træt også, jeg husker, at jeg satte hende foran fjernsynet for at se hendes yndlingsfilm, Askepot. Jeg husker, at jeg trak hendes bukser ned, da hun gik på toilettet, og hendes lår var helt plettede - på det tidspunkt ringede jeg straks til hospitalet. Hun var på hospitalet klokken 10 om formiddagen og døde klokken et om eftermiddagen. Som det viste sig, havde hun iGAS (invasiv gruppe A-streptokoksygdom), der var blevet til sepsis. Det kunne have været behandlet med antibiotika, men det blev ikke opdaget. Som mor følte jeg, at jeg fejlede."
Hjælp til den ubærlige sorg
Clare fandt sorgprocessen meget vanskelig i starten, følte sig isoleret og havde svært ved at tale med andre, da de ikke forstod, hvad hun gik igennem. Hun fortalte, hvordan hun ville gå ud og prøve at undgå øjenkontakt med nogen og frygtede at se nogen, hun kendte, da hun ikke ønskede at tale om det. "Det var også virkelig svært for alle i familien, som min søster," sagde hun.
The Compassionate Friends, en velgørenhedsorganisation, der støtter forældre i sorg og deres familier, hjalp Clare med at komme på fode igen, og Clare og hendes familie begyndte langsomt at indse, at "sorgen forsvinder ikke", og de måtte lære at håndtere hverdagen. Siden har moren skrevet en bog med titlen "And Always Annaliese" for at hjælpe andre med sorg og tab og tilføjede, at Annalise "er stadig en del af (hendes) familie og vil altid være det".
Hun forklarede: "Jeg vil dele vores historie, tilbyde et glimt af håb, fordi hun stadig er meget en del af familien. De første 18 måneder til to år var virkelig hårde, og så begyndte der gradvist at være glimt af blå himmel, hvor du måske har et øjeblik, hvor noget får dig til at grine, eller du har et øjeblik af fred. Jeg tror, at efterhånden som tiden går, bliver himlen lidt større og lidt klarere. Men jeg bliver selvfølgelig stadig ked af det og har dage, hvor jeg lader mig selv græde og græde."
