Denne septemberregel bør du kende.
September betyder for mange danskere, at sommerferien nu for alvor er forbi. Børnene er tilbage i skolen, og de voksne er igen på arbejde.
For familiens firbenede medlem kan den pludselige ændring dog være større, end man umiddelbart skulle tro.
Efter en sommer med mange mennesker omkring sig kan hunden pludselig ende med at tilbringe mange timer alene hjemme.
Det kan ifølge dyrlæge Dr. Scott Miller føre til øget separationsangst hos visse hunde.
Derfor opfordrer han hundeejere til at være ekstra opmærksomme i september og blandt andet huske på en særlig firetimersregel.
Højst fire timer alene
Dr. Scott Miller forklarer, at hunde er flokdyr, der kan reagere på den pludselige overgang fra meget selskab til flere timer alene.
Derfor anbefaler han, at hunden langsomt vænnes til den nye hverdag.
Som udgangspunkt bør den ikke være alene i mere end fire timer ad gangen.
Samtidig bør den have et komfortabelt sted at ligge og gerne aktiviteter, som kan holde den beskæftiget, mens familien er væk.
Man kan for eksempel efterlade legetøj eller andre aktiviteter og lade musik spille i hjemmet, så overgangen ikke føles helt så markant.
Det skriver Mirror.
Tegnene kan være svære at opdage
Problemet er, at det ikke altid er tydeligt for ejeren, hvis hunden har problemer med at være alene.
Ifølge den britiske dyrevelfærdsorganisation RSPCA kan separationsangst blandt andet komme til udtryk ved, at hunden gør, hyler, ødelægger ting eller besørger indenfor.
Nogle af tegnene kan dog være betydeligt mere diskrete.
Derfor anbefales hundeejere også indimellem at filme deres hund, mens den er alene.
På den måde kan man opdage skjulte tegn på mistrivsel som rysten, klynken eller rastløs vandren rundt i hjemmet.
Den enkelte hund er afgørende
Der findes ikke én tidsgrænse, som passer perfekt til alle hunde.
RSPCA understreger, at det afhænger af den enkelte hund, hvor længe den kan være alene. Organisationens generelle anbefaling er dog, at hunde ikke bør efterlades alene i mere end fire timer.
Det giver hunden mulighed for at komme udenfor, bevæge sig og være sammen med mennesker.
Samtidig kan en gradvis tilvænning til at være alene reducere risikoen for, at problemet udvikler sig senere.