Kommunale forsyningsfolk spiste og drak for over 60.000 kroner på blot 5 dage i Italien

Politik

31/12/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Aalborg Forsynings ledelse gik glip af sin årlige julefrokost på en af Aalborgs bedre restauranter, men samme tilbageholdenhed udviste den ikke under en studierejse til Italien.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ugen før jul hed planen, at Aalborg Forsynings top under ledelse af bestyrelsesformanden Per Clausen, Enhedslisten, skulle have sat sig godt til rette på Restaurant SanGiovanni i den nordjyske hovedstad. Det for at indtage en julefrokost, som stod til at koste de nordjyske skatteydere på den klart dyre side af 1.000 kroner per kuvert.

Men planerne blev aflyst i forlængelse af, at Bjørknæs.dk kontaktede Aalborg Forsyning. Det for at få en kommentar til, hvorvidt dét at afholde en så dyr julefrokost var det rigtige signal at sende på et tidspunkt, hvor mange nordjyske forbrugere kæmper med at betale regningerne til eksempelvis Aalborg Forsyning.

Nu kan gravermediet så afsløre, at samme tilbageholdenhed ikke har gjort sig gældende tidligere. Eksempelvis ikke i forbindelse med en studietur, som i 2019 blev afholdt i det nordlige Italien. En rejse der endte med en regning på lige over den kvarte million, hvoraf mad og drikke tegnede sig for omkring 60.000 kroner. Det på trods af, at turen kun varede i 5 dage.

Aalborg Forsyning er ikke vendt tilbage på henvendelser om, hvad skatteyderne præcist fik ud af studierejsen til Italien.