Forside Generelle nyheder Regeringen vil ændre pensionen: Kan få stor betydning for tusindvis

Regeringen vil ændre pensionen: Kan få stor betydning for tusindvis

500-kronesedler holdes i hånden
Alexanderstock23 / Shutterstock.com

Pensionister kan se frem til vigtig ændring

Inflation og stigende priser har de seneste år lagt pres på økonomien for mange danskere.

Særligt pensionister og andre på overførselsindkomst har mærket, at deres økonomi ikke altid har kunnet følge med prisudviklingen i supermarkedet, på elregningen eller i hverdagen generelt.

Nu vil regeringen ændre de nuværende regler, så pensionister hurtigere kan få gavn af reguleringer, når inflationen stiger markant.

Forslaget fremgår af det nye regeringsgrundlag, hvor regeringen varsler en forbedring af den nuværende satsregulering.

Det skriver Faglige Seniorer.

Vil beskytte pensionister bedre

I dag bliver folkepensionen og andre overførselsindkomster reguleret på baggrund af lønudviklingen to år tidligere.

Det betyder, at der kan gå lang tid, før prisstigninger slår igennem på pensionisternes ydelser.

Det blev særligt tydeligt under inflationsbølgen i 2022, hvor mange oplevede et mærkbart tab af købekraft, inden reguleringerne nåede at indhente de stigende priser.

“Når priserne på varer stiger markant, og inflationen raser i Danmark, er det Socialdemokratiets og regeringens holdning, at vi skal gøre mere for at personer på overførselsindkomst herunder for eksempel folkepensionister hurtigere kan få en tilpasning af deres ydelser,” siger Socialdemokratiets politiske ordfører Rasmus Stoklund.

Den konkrete model er endnu ikke fastlagt, men regeringen ønsker ifølge Stoklund at gøre systemet mere robust over for perioder med høj inflation.

Økonomer peger på samme løsning

Forslaget kommer kort tid efter, at De Økonomiske Vismænd anbefalede politikerne at undersøge den nuværende regulering nærmere.

Ifølge vismændene gør den eksisterende ordning pensionister og andre modtagere af overførselsindkomster sårbare, når inflationen pludselig stiger.

Også organisationen Faglige Seniorer har gennem flere år arbejdet for en løsning, der kan sikre en hurtigere regulering af pensionen.

“Det har været en topprioritet for Faglige Seniorer at få ændret reguleringen af folkepensionsydelserne. Det har vi gjort med vores forslag om Fair Pension,” siger landsformand Mette Kindberg.

Hvordan den endelige model skal se ud, skal nu forhandles politisk.

Ads by MGDK