Ny fælde rammer danske bilister over hele landet
Svindlere bliver fortsat mere kreative i deres forsøg på at lokke personlige oplysninger ud af danskerne.
Falske beskeder om pakker, skat og banker har længe været i omløb, men nu rammer en ny bølge af svindel danskernes telefoner.
Denne gang drejer det sig om parkeringsbøder.
Lige nu modtager mange danskere sms’er, der får det til at se ud som om, de har en ubetalt parkeringsbøde fra Københavns Kommune.
Beskederne indeholder links til hjemmesider, som ved første øjekast ser troværdige ud med både kommunens logo og et officielt udseende.
Men det hele er falsk.
Bag beskederne står et omfattende phishingnummer, hvor svindlere forsøger at få adgang til danskernes kortoplysninger og personlige data.
Det oplyser TjekDet.
Falske bøder på små beløb
Sms’erne er udformet til at få modtagerne til at handle hurtigt.
Modtagerne får besked om, at de skylder et mindre beløb for en parkeringsbøde eller faktura, som skal betales hurtigt for at undgå yderligere gebyrer.
Når man trykker på linket, bliver man ført videre til en side, der ligner Københavns Kommunes hjemmeside.
Her bliver man først bedt om at indtaste sin nummerplade og derefter sine kortoplysninger for at betale en falsk bøde på eksempelvis 17 kroner.
Ifølge TjekDet er det dog ikke selve beløbet, svindlerne er ude efter.
Formålet er i stedet at få adgang til kortoplysninger, som senere kan misbruges eller sælges videre.
Samtidig tyder undersøgelser på, at oplysningerne bliver gemt, selv hvis betalingen ikke går igennem.
Spor fører mod Kina
TjekDet har fundet mere end 100 falske hjemmesider i den aktuelle svindelbølge.
Undersøgelser peger samtidig på forbindelser til tidligere phishingkampagner, hvor blandt andre DAO, PostNord og Skat er blevet misbrugt.
Flere tekniske spor peger mod kinesiske servere og kinesisktalende bagmænd, der står bag infrastrukturen.
Københavns Kommune advarer nu selv borgerne mod de falske sms’er både på kommunens hjemmeside og sociale medier.
Eksperter opfordrer samtidig danskerne til aldrig at klikke på links i mistænkelige sms’er eller indtaste kortoplysninger uden først at kontrollere afsenderen grundigt.
Har man allerede delt sine kortoplysninger, anbefales det at kontakte sin bank med det samme.