De gådefulde statuer på Påskeøen har været et videnskabeligt mysterium i århundreder.
Disse imponerende skulpturer, kendt som Moai, er skåret af vulkansk sten mellem år 1300 og 1600 og har længe været genstand for fascination.
Hidtil har forskere haft svært ved at forklare deres præcise placering, som primært er langs øens kystlinje.
Det skriver Lad Bible.
Vandet giver svar
Et nyt gennembrud i forskningen viser, at statuernes placering er knyttet til adgangen til ferskvand.
Forskere fra Binghamton University i New York har fundet ud af, at øens oprindelige beboere var afhængige af grundvandsudstrømning, hvilket er den eneste kilde til ferskvand på det ellers ressourcefattige Rapa Nui.
"Øens porøse vulkanske jorde absorberer hurtigt regn, hvilket resulterer i en mangel på strømme og floder," forklarer Carl Lipo, antropolog ved Binghamton University.
"Heldigvis strømmer vandet under jorden nedad og kommer direkte ud i havet, hvor det møder havbunden."
Dette unikke naturfænomen skaber punkter langs kysten, hvor ferskvand flyder ud i havet, og det er her, mange af statuerne er placeret.
Saltmålinger bekræfter teorien
Ved at måle saltindholdet i kystvandene har forskerholdet kunnet påvise en direkte sammenhæng mellem ferskvandskilder og placeringen af moai-statuerne.
"Nu hvor vi ved mere om strømmen af ferskvand, giver placeringen af disse monumenter og andre træk enorm god mening," konkluderer Lipo.
De første europæiske opdagelsesrejsende, der besøgte øen, beskrev indfødte, der drak havvand, hvilket de fandt uforståeligt.
Med denne nye viden forstår vi nu, at det var brakvand – en blanding af fersk- og saltvand – de indtog.
Denne opdagelse ikke alene kaster lys over en historisk gåde, men understreger også, hvordan gamle civilisationer tilpassede sig deres miljø og anvendte tilgængelige naturressourcer på innovative måder.
