Viaplay skruer bissen på overfor kontodelere: Sker d. 10. juni

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Tror du, det kommer til at virke?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Streamingtjenesternes største udfordring i denne tid (udover lige konkurrencen mod hinanden) er den udbredte brug af kontodeling.

Det er da også oplagt, at man lige kan låne et login til et abonnement, som ens kollega alligevel betaler for og ikke skal bruge netop den aften - og så er der jo ingen skade sket, for du låner det jo bare ... ikke?

Viaplay er ikke enig, for det er dyrt at købe for eksempel sportsrettigheder, og enhver brug af et abonnement af en, der ikke betaler for det, er mistede penge i indtjening.

Ifølge Viaplays egen vurdering er det faktisk omkring en tredjedel af deres betalende abonnenter, der udlåner deres login til andre.

Men det skal være slut, og nu tager Viaplay skrappe midler i brug.

Bygges op omkring fjernsynet

På Viaplays hjemmeside under "Opdaterede aftalevilkår" kan man således læse:

"Vi har præciseret, at du kun må dele din Viaplay-konto med andre medlemmer af din husstand. Det vil sige de personer, der er forbundet til den samme internetforbindelse på den lokation, hvor du typisk bruger din Viaplay-konto."

Mere konkret betyder det, at den tekniske del af abonnementet fremover bliver bygget op omkring TV-skærmen i husstanden.

"En Viaplay-husstand er en gruppe enheder, der er forbundet til internetforbindelsen på det sted, hvor du normalt ser Viaplay. En husstand kan oprettes ved hjælp af et TV. Alle andre enheder, der bruger din Viaplay-konto via den samme internetforbindelse som TV’et, vil automatisk blive inkluderet i din husstand," oplyser selskabet videre.

31 dage uden for husstanden

Det oplyses videre, at hvis man vil bruge Viaplay på en mobil enhed, så skal denne være tilsluttet husstandens netværk minimum en gang hver 31. dag. Det afgøres af IP-adressen.

Har man ikke har en "storskærmsenhed" opsat som hovedenhed på sin Viaplay-konto, vil man ikke kunne bruge Viaplay på TV'et.

Tager man i sommerhus vil man derfor midlertidigt skulle rykke sin Viaplay-husstand via appen på TV'et i sommerhuset.

Ændringen betyder desuden også, at man for eksempel ikke fremover kan dele sit abonnement med et familiemedlem, der ikke er en del af husstanden.