Traditionen tro vil Danmarks varslingssystem blive testet i dag, d. 1. maj kl. 12.
Sidste år var det første gang, det ikke kun var de fysiske sirener, der hylede ud over landet.
Det nyudviklede mobilsystem S!RENEN fik nemlig også smartphones landet over til at larme, og det samme vil ske i år.
Men nu kommer Psykiatrifonden med en advarsel: For er du sikker på, du vil udsættes for den lyd?
Sluk telefonen
I går, tirsdag, lagde fonden nemlig et opslag op på deres facebookside med følgende tekst:
I morgen lyder sirenerne - også på din mobil
Hvis du som de fleste har din mobil tændt i morgen den 1. maj, vil du omkring middag middag høre en høj lyd fra den.
Her tester Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet nemlig deres mobilbaseret varsling S!RENEN.
Der kan være god grund til ikke at ville modtage et højt varselssignal på sin mobil - eller til, at du gerne vil advares på forhånd.
Hvis du vil undgå, at S!RENEN lyder på din telefon, anbefales du at slukke din mobil helt mellem kl. 11.45 og 12.15.
Er mobilen på lydløs, ’forstyr ikke’ eller ’flight mode’, vil du stadig modtage et varsel.
S!RENEN er Beredskabsstyrelsens og Rigspolitiets supplement til de fysiske sirener, der står rundt om i landet, og som hvert år bliver testet den første onsdag i maj.
Derfor betyder det ikke fare, når sirenerne lyder onsdag den 1. maj 2024 , da alle sirener testes.
S!RENEN gør, at alle danskere kan advares om udefrakommende fare via en høj lyd på deres mobiltelefoner.
Så overvej, om du er klar til at blive revet ud af, hvad du end har gang i omkring kl. 12, eller om det vil påvirke dig for meget. Hvis det er tilfældet, bør du slukke telefonen.