Sundhedsstyrelsen har gjort status over efterårets vaccinationsindsats, hvor der er givet over 2,6 millioner vaccinationer mod covid-19 og influenza.
Vaccinationsindsatsen sluttede den 15. januar med den højeste vaccinationstilslutning i Norden.
Siden vaccinationsindsatsen gik i gang den 1. oktober har over 1,1 millioner borgere fået en vaccination mod covid-19 og 1,5 millioner borgere en vaccination mod influenza. Det giver altså i alt over 2,6 millioner vaccinationer i efterårets vaccinationsindsats.
Høj tilslutning til sæsonens vaccinationsprogrammer
Den afsluttende statusrapport viser, at tilslutningen er særligt høj blandt de ældste. På plejehjem er over 86 procent blevet vaccineret mod covid-19 og influenza, og i alt er er over 77 procent af borgerne over 65 år blevet vaccineret mod covid-19 og mod influenza. Der ses høj tilslutning på tværs af alle regioner og kommuner.
”Efterårets vaccinationsindsats har været en succes med en rigtig høj tilslutning til både covid-19 og influenzavaccination – særligt blandt de ældste og mest sårbare, som er i størst risiko for alvorlig sygdom og død. Sammenholdt med andre europæiske lande ligger vi igen i år helt i top, og det skal vi og alle, som har bidraget til gennemførelsen af programmet, være stolte af,” siger enhedschef og overlæge Kirstine Moll Harboe.
På tværs af de øvrige nordiske- og europæiske lande har Danmark opnået den højeste rapporterede vaccinationstilslutning til både covid-19 og influenza.
Børn i alderen 2-6 år er for tredje år i træk også blevet tilbudt at blive vaccineret mod influenza. Cirka 55.000 børn er således blevet vaccineret i efterårets vaccinationsprogram. Det svarer til i alt 16 procent af børnene i denne aldersgruppe. Det skulle helst have været omkring 75 procent.
”Tilslutningen til influenzavaccination til børn i alderen 2-6 år i år ligger lavere end forventet. Derfor vil vi undersøge, hvad der har haft betydning for forældrenes fravalg, for eksempel om tilbuddet har været tilgængeligt nok, så vi kan tage bestik af, om det skal være et tilbud fremadrettet,” siger Kirstine Moll Harboe.
En let tilgængelig organisering
Vaccinationsindsatsen har igen i år været et tæt samarbejde mellem stat, regioner, kommuner og private aktører på bl.a. udvalgte apoteker landet over. Regionerne har sammen med kommuner og øvrige private aktører planlagt et nært og lettilgængeligt vaccinationstilbud, hvor borgerne selv har kunnet booke tid til vaccination eller er blevet vaccineret uden tidsbestilling.
Denne strategi har været både vellykket og effektiv, vurderer Kirstine Moll Harboe.
”Vi er meget tilfredse med efterårets vaccinationsindsats, og hvordan organiseringen af den er foregået. Regionerne har sammen med kommuner og apotekerne formået at gøre vaccinationstilbuddet bredt tilgængeligt, så rigtig mange igen i år er blevet vaccineret, og det synes jeg, at de kan være meget stolte af,” udtaler enhedschef og overlæge Kirstine Moll Harboe, og tilføjer:
”Selvom det samlede resultat er meget flot, er der selvfølgelig ting i udrulningen, vi kan lære af og gøre bedre. Derfor vil vi nu samle erfaringerne med vaccinationsindsatsen gennem bidrag fra regionerne og de andre aktører i indsatsen og se, hvad vi kan lære af dem.”
Planlægningen af næste års vaccinationsprogram er allerede i gang
Sandsynligheden taler for, at der bliver behov for at vaccinere mod både covid-19 og influenza igen til efteråret. Hvilke målgrupper og hvilke vacciner, der skal anvendes i et eventuelt kommende program, og hvornår vaccinationsprogrammet i så fald skal begynde, vil Sundhedsstyrelsen tage stilling til i løbet af de kommende måneder.
Udrulningen forventes planlagt og organiseret i samarbejde med blandt andre regioner, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Statens Serum Institut frem mod efteråret.