Når temperaturen rammer varmegrader i 40’erne, er der god grund til at tage sine forholdsregler for at undgå hedeslag og dehydrering. Og har man småbørn eller ældre medrejsende er der ekstra god grund til at være varsom.
Cheflæge hos SOS International, Semera Asghar forklarer, at børn og ældre mennesker har sværere ved at regulere kropstemperaturen.
"Vi anbefaler, at man indtager rigelig væske og sørger for ophold i skygge eller indendøre i de varmeste timer på dagen," siger Semera Asghar, cheflæge for SOS Internationals medicinske rådgivning.
Derudover er det en god ide at kende faresignalerne og tage sine forholdsregler i forhold til, hvordan man undgår at blive dårlig af varmen.
Sådan undgår du hedeslag
Drik rigeligt med væske. Husk, at alkohol er vanddrivende og dermed har den modsatte effekt
Vær forsigtig med fysisk aktivitet
Krydr maden med ekstra salt og sukker, spis chips eller drik sportsdrikke med elektrolytter
Søg skygge eller områder med aircondition
Kølige bade hjælper med at afkøle kroppen
Løst og let tøj, solhat og rigelig solcreme
Kend disse advarselstegn
Der er grund til at være opmærksom, hvis huden er varm og man ikke sveder eller man har kraftig hovedpine og kvalme. Opstår disse symptomer skal man starte med at afkøle kroppen og drikke rigeligt med væske.
Andre tegn på hedeslag kan være:
Tiltagende utilpashed, mathed, hovedpine og svimmelhed
Angst, forvirring, dårlig kontaktbarhed
Besvimelse, kramper
Hurtig puls
Nedsat urinfunktion
Ved behov for lægehjælp er det vigtigt, at man kontakter sit forsikringsselskabs alarmcentral. SOS Internationals alarmcentral for rejseassistance sikrer, at man sendes til et egnet behandlingssted.