Det anslås, at omkring 8000 mennesker rammes af demens i Danmark hvert et eneste år. Det tal skal så lægges oveni det faktum, at man vurderer, at der er mellem 85.000 og 90.000 danskere, der lever med en demenssygdom her i landet.
Risikoen for at få demens stiger med årene, men det er en myte, at sygdommen opstår som en naturlig følge af alderens trykken. Faktisk tyder stort set al forskning på, at det nærmere er livsstilen, der afgør, hvordan vores hjerners sundhed udvikler sig.
Alt fra kost og motion til alkoholvaner og rygning tæller med, og et nyt stort studie lægger så yderligere tre ting til:
Søvn, social kontakt og hørelse.
Resultaterne kom frem på den årlige Alzheimer Europe-konference i Bukarest i efteråret 2022, hvor forskerne præsenterede de opsigtsvækkende resultater:
"En overbevisende mængde data tyder på, at søvn, social kontakt og høretab alt sammen påvirker vores hjernesundhed. Faktisk ser de ud til at have størst indflydelse ud af alle de allerede kendte risikofaktorer, som vi selv har mulighed for at påvirke," fortæller Colin Rosenau, der er Ph.d.-studerende på projektet, i en pressemeddelelse og tilføjer samtidig, at resultaterne fortsat mangler at blive verificeret i en runde to.
Forening jubler
Selvom studiet altså ikke er endeligt verificeret, er man i Alzheimerforeningen glade for de nye forskningsresultater.
"Det her er virkelig godt nyt til alle dem, der gerne vil holde deres hjerner skarpe, og som måske frygter at udvikle demens. For mens der desværre stadig ikke er nogen kur mod demens, så bliver vi hele tiden klogere på forebyggelse. Potentialet i denne nye viden er derfor kæmpestort. Især fordi det tyder på, at bedre søvn, et rigt socialt liv og brugen af fx høreapparat kan vise sig at være helt afgørende i at styrke vores hjernesundhed. Det er nogle meget konkrete indsatser, som de fleste af os ville kunne arbejde med – og som vi i Alzheimerforeningen meget gerne vil hjælpe med at sætte fokus på," siger Maria Fisker Ringgaard, der er seniorprojektleder i Alzheimerforeningen.
10 symptomer eller tegn på demens
Svækket hukommelse
Besvær med at udføre velkendte opgaver
Problemer med sproget
Manglende orientering i tid og sted
Dårlig eller nedsat dømmekraft
Problemer med at tænke abstrakt
Ting havner de forkerte steder
Forandringer i humør og adfærd
Ændringer i personligheden
Mangel på initiativ
Demens er en sygdom, hvor hjernens mentale funktioner svækkes. Der er mere end 200 forskellige sygdomme, som kan medføre demens – dog er Alzheimers sygdom den mest hyppige form.
Kilde: Alzheimer.dk