Et nyt forskningsprojekt peger på, at en simpel vane kan være nøglen til at forsinke udviklingen af demens.
Det kræver hverken hård træning eller dyre behandlinger at gøre noget godt for hjernen.
Faktisk kan en helt almindelig hverdagsvane vise sig at have en betydelig effekt på, hvor længe vi bevarer vores mentale skarphed.
Et nyt forskningsprojekt peger nemlig på, at noget så simpelt som at gå en tur kan være nøglen til at forsinke udviklingen af demens.
Det skriver The Guardian.
Ifølge et omfattende studie fra hospitalet Mass General Brigham i Boston kan blot 3000 skridt om dagen udskyde symptomer på Alzheimer med flere år.
Og for dem, der når omkring 5000 skridt dagligt, kan effekten være endnu større – faktisk helt op til syv år.
En tydelig sammenhæng
Forskerholdet, som har arbejdet med studiet gennem 14 år, fulgte 296 personer mellem 50 og 90 år, der alle var uden kognitive problemer ved undersøgelsens start.
Deltagerne bar skridttællere og fik løbende målt deres kognitive evner samt scannet hjernen for at følge udviklingen.
Resultaterne viste en klar sammenhæng mellem fysisk aktivitet og en langsommere opbygning af det såkaldte tau-protein, som spiller en central rolle i udviklingen af Alzheimer.
“Vi opfordrer ældre, der er i risiko for at udvikle Alzheimer, til at lave små ændringer i deres aktivitetsniveau for at opbygge vaner, der beskytter deres hjerne og kognitive sundhed,” siger forsker Wai-Ying Yau, der er hovedforfatter på studiet.
Det kræver altså ikke store anstrengelser at gøre noget for sin mentale fremtid. Et par tusinde skridt om dagen kan være en investering, der giver flere år med et klart sind.