Dansk forskning med vigtigt nyt: Denne variant øger ikke risikoen for brystkræft

Sundhed

16/02/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er fantastisk nyt til kvinder i overgangsalderen!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ændringer i kvinders hormoner i forbindelse med overgangsalderen kan for mange være forbundet med en række ubehagelige symptomer.

Faktisk oplever op mod halvdelen af alle kvinder symptomer som irritation i skeden, underlivsinfektion, urinvejsinfektion, ufrivillig vandladning og smerter ved samleje.

Generne kan i mange tilfælde behandles med hormonpiller, som indføres i skeden. En behandling som et stigende antal kvinder vælger.

Hormontabletter, som indtages oralt, øger risikoen for udvikling af brystkræft. Men en ny undersøgelse, der er ledet af forskere fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning viser, at brugen af vaginalt østrogen derimod ikke er forbundet med en øget risiko for brystkræft.

Betydning for mange kvinder

Den nye forskning viser, at selv blandt de kvinder, der bruger den vaginale østrogenbehandling i længst tid og ved højest dosis, er der ingen øget risiko for brystkræft.

Og det er vigtigt nyt forklarer forskerne:

"Resultaterne er betydningsfulde, fordi mange kvinder har brug for denne behandling, men samtidig er bekymrede for, om den øger deres risiko for brystkræft. Så at vaginale østradiol-tabletter ikke øger risikoen for brystkræft, er betryggende for den enkelte kvinde, når hun i samråd med sin læge skal afveje fordele og ulemper ved behandlingen," forklarer seniorforsker Lina Mørch fra forskergruppen ’Kræft og Medicin’ ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, som sammen med læge og postdoc Amani Meaidi har stået i spidsen for den nye forskning.

Brystkræft er den hyppigste kræftform hos kvinder, så den nye forskning bidrager med vigtig viden.

"Vi ved en del om hvordan hormonbehandling, som man tager oralt, påvirker kroppen. Men der mangler viden om helbredseffekterne ved at bruge vaginal østrogenbehandling. Vi har tidligere vist, at vaginal østrogenbehandling er forbundet med en øget forekomst af mere sjældne kræftformer, såsom kræft i livmoderen. Derimod er vaginal østrogenbehandling risikofri for nogle sygdomme, som ellers er forbundet med orale hormonbehandlinger," siger Lina Mørch.

Forskerne har sat gang i flere undersøgelser på området. Blandt andet en undersøgelse af risikoen for kræft i æggestokkene, hvor resultaterne forventes snart at være klar til offentliggørelse. 

Resultaterne er offentliggjort her: Meaidi A, et al.:  Association of vaginal oestradiol and the rate of breast cancer in Denmark: registry based, case-control study, nested in a nationwide cohort. BMJ Med2024;3:e000753. doi:10.1136/bmjmed-2023-000753

Landsdækkende undersøgelse

  • Undersøgelsen er landsdækkende og har fulgt kvinder i alderen 50-60 år i år 2000 og dem, der fyldte 50 år i undersøgelsesperioden 2000-2018.

  • Brug af vaginale østradioltabletter var ikke forbundet med en øget risiko for brystkræft, selv hos postmenopausale kvinder, der var i behandling i over 9 år, eller hos langtidsbrugere, der havde en høj brugsintensitet på 50 eller mere mikrogram om ugen.

  • Forskningen er udført i et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og Hillerød Hospital.