Du kan spare tusindvis af kroner som pensionist: Har du kigget disse igennem for nyligt?

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Hvis du ikke har kigget dine forsikringer igennem siden du blev pensionist, kan der være penge at spare.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tjekkede du dine forsikringer, da du gik på pension? Hvis ikke, så undersøg om du nu er dækket som senior – ikke mindst om du betaler til forsikringer, som du ikke længere er dækket af. 

Du kan have haft forsikringer, som kun dækkede dig gennem din arbejdsmarkedspension og derfor kan det være en god idé at gennemgå dine forsikringer nu hvor du ikke længere er i arbejde.

Forsikringer kan spare dig tusindvis af kroner fordi du ikke skal bære de økonomiske konsekvenser af en skade på sig selv, egne eller andres ting eller andre personer, hvis du er korrekt forsikret.

Lovpligtige forsikringer, man skal have

  • Ansvarsforsikring for bil, motorcykel, scooter, knallert, speedbåd, vandscooter, jetski eller Speed Pedelec elcykel

  • Kaskoforsikring for motorkøretøj, hvis man har lån i motorkøretøjet

  • Ansvarsforsikring til hund eller hest

  • Bygningsbrandforsikring, hvis man er husejer og har lån i huset

  • Arbejdsskadeforsikring, hvis man er arbejdsgiver.

Det skal du være OBS på

Indboforsikring: Undersøg muligheden for pensionist- eller aldersafhængig rabat.

Ulykkesforsikring: Vær opmærksom på, at forsikringsdækningen i visse forsikringsselskaber reduceres omkring det fyldte 60. år, og at forsikringen muligvis ophører ved f.eks. det fyldte 67. år. Overvej eventuelt at skifte forsikringsselskab eller om en alternativ forsikring bør tegnes, når indtægtstab ikke længere er en risiko.

Fritidsulykkesforsikring ændres evt. til heltidsulykkesforsikring, hvis ikke den opsiges i stedet.

Livsforsikring og pensionsaftale: Undersøg om der er forsikringer med opsparing, der kommer til udbetaling.

Bemærk, at du som pensionist ofte kan opnå rabatter og spare flere hundrede kroner ved at gennemgå dine forsikringer. Du bør forhøre dig om mulighederne hos flere forskellige forsikringsselskaber, så du kan sammenligne betingelser og priser.