Her er tjeklisten til dig, der overvejer at få hund

Kæledyr

05/03/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Mathias Hildebrand Torp

Man kan få kvinder og kager og jordbær for sjov, men der er intet så skønt som en vuffelivov!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Står du og overvejer om du skal anskaffe dig en firbenet livsledsager, så er der dog spørgsmål du bør stille dig selv og nogle ting du skal have styr på inden.

Og her snakker vi ikke bare om hundekurv og -snor.

Heldigvis har Fødevarestyrelsen delt en tjekliste for den aspirerende hundeejer.

Inden du vælger en hund

Inden du begynder at gøre dig overvejelser om, om Fido skal være en pekingeser eller en irsk ulvehund er der nogle helt basale ting du bør spørge dig selv (og familien) om.

Hvem ønsker at få hunden? Er det jer alle eller kun én, der presser på?

Har I tid til gå tur med hunden regelmæssigt? En hvalp bør ikke være alene mere end 8 timer af gangen og skal luftes flere gange om dagen.

Har I råd? Udover de åbenlyse udgifter er der også forsikring, dyrelæge og vaccinationer.

Må man have hund, hvor I bor og passer jeres hjem til et kæledyr?

Når hunden skal vælges

Når alle disse ting er taget til efterretning og beslutningen stadig står ved magt, så er der stadig nogle ting man bør forholde sig til når det kommer til at vælge den rigtige hund.

Hunderacer har forskellige behov og egenskaber, hvor det er vigtigt at finde en, der passer til den livsstil man selv har. Er man lidt en dovenlars bør man måske ikke købe en af de mere aktive hunderacer, der kræver mere motion og flere gåture.

Når du mødes med sælger er det en god idé at mødes, hvor hvalpen bor, så man kan opleve den i et miljø den kender og er tryg. Her bør man være opmærksom på om hunden er aktiv og imødekommende.

Under mødet er det vigtigt at spørge ind til om hunden er chippet, herunder at kontrollere at chipnummeret figurerer på relevante dokumenter, der bør være originale med stempel og underskrifter.

Er sælgeren uinteresseret i dig som ejer bør det måske også få røde lamper til at blinke. Det er god skik, at sælgeren laver en hurtig kontrol af, om du er klar til at passe en hund.

Når hunden er købt

Når hunden er valgt og alle er glade over deres nye lodne legekammerat er dog stadig nogle praktiske ting, man skal have styr på:

  • Der skal tegnes en ansvarsforsikring for hunden

  • Hunden skal registreres hos Dansk Hunderegister

  • Der skal være ejers navn og adresse på hundetegnet, måske også et telefonnummer

  • Tag hunden med til dyrelæge for at sikre dig, at hunden er chippet og vaccineret. Det kan også give hunden en god første oplevelse med lægen.