Dansk forfatter raser mod omstridt lov: "Burde gøre alle borgere bekymrede"

Kæledyr

25/01/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Og Per Lau Jensen er bestemt ikke den eneste, der er imod loven.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I 2010 blev der indført en lov i Danmark, som både skabte stor debat, opstandelse og ikke mindst vrede.

Hundeloven, som den hedder, forbød nemlig både besiddelse og avl af i alt 13 hunderacer, hvor det førhen kun var to racer.

Forbuddet er så omfattende, at en hun kan blive aflivet, hvis den er en krydsning, hvor en af de forbudte racer indgår - og hvis der opstår tvivl om, hvorvidt hunden er fri for at have genetisk materiale fra en af de ulovlige racer, så er det op til ejeren af hunden at kunne dokumentere, at det ikke er tilfældet.

Men det er et problem. Et stort problem. I hvert fald, hvis du spørger forfatter Per Lau Jensen.

For når det er ejeren, der skal bevise, at hunden ikke er krydset med en af de ulovlige hunderacer, er det omvendt bevisførelse.

"Man skal selv bevise sin uskyld, modsat at være uskyldig, indtil det andet er bevist. Det forhold rækker langt ud over hundeloven og burde gøre alle borgere bekymrede," forklarer han.

Den berømte betjent

I sin nyeste bog, ‘Hunde og andre udfordringer’, går Per Lau Jensen for alvor i dybden med netop hundeloven.

"I den første bog, ‘Hundedage’, fokuserede jeg på hjemløse og efterladte hunde. I den anden bog, ‘Verden ifølge Bølleschæferen og Pjoklederen’, handlede det mere om ulve kontra mennesker, og derfor var det naturligt at tage hundeloven op i tredje bind," forklarer forfatteren.

Da han i sin tid startede på manuskriptet til ‘Hunde og andre udfordringer’, ville han undersøge, hvad seriens hovedkarakterer ville gøre, hvis en af deres hundevenner blev taget af politiet og stod til aflivning - og her begyndte virkeligheden at trænge sig på.

"Jeg kom straks til at tænke på Lars Bo Lomholt, betjenten, der blev berømt i 2013. Ligesom så mange andre hundevenner, havde han også fået nok af forbuddet mod 13 racer, og det endte jo med, at han ofrede både sit job og sin tilværelse for at kæmpe imod."

Lomholt blev for alvor kendt i den danske offentlighed, da han redde schæferhunden Thor fra at blive aflivet. Thor havde bidt en anden hund i selvforsvar, men loven skelner ikke mellem selvforsvar og angreb på dette område.

Lomholt endte med at tage sin uniform på og hente Thor i sin patruljevogn. Derefter gik han under jorden og er aldrig blevet fundet igen.

Aktionen kostede betjenten både jobbet og en betinget dom, men han står ved, hvad han har gjort. Det kom for alvor til udtryk, da Per Lau Jensen rakte ud til den tidligere betjent.

"I manuskriptet kaldte jeg ham i første omgang et andet navn, men da jeg kontaktede ham, gik han med til at optræde i bogen med sit eget navn," forklarer Per Lau Jensen.

Og det var den tidligere betjent ikke den eneste, der gjorde.

"Totalt idiotisk"

Per Lau Jensen skulle nemlig også bruge en gode roer i sin historie, og der rakte han ud til OL-guldvinder og tidligere verdensmester i roning, Mette Malene Bloch. Hun elsker efter eget udsagn hunde, og hun ville gerne optræde i bogen som sig selv.

Hun elsker efter eget udsagn hunde, og spørger man hende om, hvad der er galt med hundeloven, kan svaret opsummeres i et enkelt ord: Alt.

"Den er totalt idiotisk. Der er intet videnskabeligt omkring den. At dødsdømme en hund på dens race og udseende, og at kræve omvendt bevisførelse, burde ikke være lovligt i et retssamfund som vores," mener hun.

Det var imidlertid en ny udfordring for Per Lau Jensen nu at skulle jonglere med virkelige personer i en historie, der grundlæggende er opdigtet. En udfordring, han dog tog i stiv arm.

"Jeg synes, det var interessant at skrive en historie med både fiktive og virkelige personer," husker han.

Humor og alvor

Selvom hundeloven som emne må siges at høre til den mere alvorlige del, er ‘Hunde og andre udfordringer’ skrevet med humor og et glimt i øjet.

Og det er helt bevidst fra Per Lau Jensens side.

"Jeg opfatter alvor og humor som søster og bror, så jeg synes, det ligger lige for. Og i bøgerne i denne serie har det altid været et emne."

Han håber også, at han ved at gøre emnet mere humoristisk kan få sat nogle tanker i gang hos læsere, som måske ikke har skænket hundeloven megen opmærksomhed. For som Per Lau Jensen siger:

"Denne lov kan ramme alle hunde og alle 450.000 hundeejere i Danmark."