Hold øje med disse dage i maj, hvis du skal over Storebæltsbroen

Generelle nyheder

08/05/2024

Foto: Sund & Bælt
Foto: Sund & Bælt

Skrevet af J. Bøgen

Det vil vare ni timer hver gang.

To torsdage i maj – 16. og 30. maj - bliver der i aften- og nattetimerne arbejdet på Storebæltsbroen med vedligeholdsarbejde bl.a. maling af ekspansionsfuger på den ene af broens to 325.000 tons tunge ankerblokke. 

Arbejdet foregår om natten for at skabe et trafikfrit og sikkert område, som samtidig giver mulighed for at udføre arbejdet hurtigere og mere effektivt end i dagtimerne.

Det betyder, at trafikken vil køre dobbeltrettet i den ene side af broen, mens der arbejdes i den modsatte side.

Det skriver Sund & Bælt, der driver Storebæltsbroen, i en pressemeddelelse.

Trafikrestriktioner under arbejdet

Torsdag den 16 og 30 maj vil trafikken køre dobbeltrettet i aften- og nattetimerne mellem kl. 20.00 og 05.00.

Broen lukkes i to omgange af 45 minutter, henholdsvis om aftenen kl. 20 og igen om morgenen kl. 05 i forbindelse med omlægning af trafikken. Der vil opstå ventetid under omlægning af trafikken.

Mens trafikken er omlagt, er hastighedsbegrænsningen 80 km/t, og overhaling er ikke tilladt.

Læs mere om vejarbejderne, og hvornår de præcist vil påvirke trafikken, på storebaelt.dk.