I morgen er det Kristi himmelfartsdag: Men hvad har vi i vente fra vejrguderne?

Generelle nyheder

08/05/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Har du nogen planer for helligdagen?

Normalt siger man, at april er måneden med alt slags vejr.

Indtil videre må man dog også sige, at maj har vist sig fra flere sider med både massive regnskyld, masser af sol, temperaturer på over 20 grader og helt ned under 4 grader om natten.

Læg dertil både vindstille og milde dage og nogle hulens ruskende af slagsen.

Nej, det er ikke til at blive klog på det danske majvejr i 2024, men uanset hvad bliver dagene længere, og vi må da bevæge os mod varmere tider.

Eller hvad?

Onsdag

Ifølge DMI bliver i dag mest tør med nogen eller en del sol, men i løbet af dagen stedvis lidt flere skyer. Temperaturerne når op mellem 11 og 17 grader, ved Østersøen og på Bornholm dog kun mellem 8 og 11 grader.

Om aftenen bliver det tørt med lidt eller nogen sol, og om natten først mest klart vejr, men efterhånden mere skyet vestfra. Temperaturerne ryger ned mellem 5 og 9 grader.

Vinden bliver til gengæld svag til let, og derfor er der ikke ligefrem nogen overhængende risiko for lukkede broer for Kristi Himmelfarts-trafikken - i hvert fald ikke på grund af vind.

Torsdag, Kristi himmelfartsdag

Ugens helligdag bliver skyet og først med tørt vejr, men i løbet af dagen vil der komme stedvis regn i de vestlige egne. Temperaturerne vil ligge mellem 12 og 17 grader.

Om aftenen bliver det mest tørt i de østlige egne med lidt eller måske nogen sol, og ellers bliver det skyet med stedvis regn.

Natten bliver generelt skyet med lidt regn i de østlige egne, og temperaturerne ryger ned omkring 10 grader.

Fredag

På den ekstra fridag, mange nok tager sig denne uge, bliver det først skyet med mulighed for lidt regn, men i løbet af dagen klarer det op og giver lidt eller nogen sol og mest tørt vejr.

Temperaturerne vil ligge mellem 13 og 18 grader, dog lidt køligere ved kyster med pålandsvind.

Natten til lørdag bliver mest skyet med lidt regn eller byger af og til, og temperaturerne vil ligge mellem 8 og 11 grader.