Bliver 25 % større: Godt nyt for de 7 mio. årlige gæster

Generelle nyheder

08/04/2024

Foto: Lars Plougmann from United States, CC BY-SA 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0>, via Wikimedia Commons
Foto: Lars Plougmann from United States, CC BY-SA 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0>, via Wikimedia Commons

Skrevet af J. Bøgen

Den er allerede 970 ha, men vokser til 1.200 ha.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Jægersborg dyrehave (i daglig tale Dyrehaven) nord for København er ét af Danmarks mest besøgte naturområder. Samtidig rummer området både en unik kulturhistorie og en rig natur.

Nu får både dyr, planter og de mange gæster endnu mere plads at boltre sig på. Den sydlige del af Jægersborg Hegn er nemlig blevet integreret i Dyrehaven, der dermed er blevet en fjerdedel større.

H.M. Dronning Mary og miljøminister Magnus Heunicke besøgte søndag området og indviede den nye del af Dyrehaven.

"Dyrehaven er et unikt sted. Man kan opleve vildtlevende krondyr, dådyr og sikahjorte – mens man samtidig går rundt midt i UNESCO’s verdensarv. Med udvidelsen får vi et endnu større sammenhængende område med en vildere natur, så Dyrehavens mange arter får endnu mere plads at brede sig på. Det kommer til at vrimle med gemmesteder for krybdyr, padder, insekter og fugle," siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

Udvidelsen af Dyrehaven sker som led i, at den kommercielle skovdrift stopper i store dele af statens skove. Det betyder blandt andet, at endnu flere træer får lov til at blive gamle, falde sammen eller rådne i skovbunden – alt sammen med mål om at forbedre biodiversiteten.

Samtidig er der blevet fældet træer for at sikre en større variation og f.eks. give mere plads til store og gamle træer for at hjælpe en rigere natur på vej.

Massevis af planter og dyr

Siden 1670 har der gået græssende hjorte i Dyrehaven, der i dag huser cirka 2.100 hjorte. De får nu endnu mere plads at boltre sig på i den nye del af Dyrehaven i ny indhegning, hvor der forsat vil være god adgang igennem karakteristiske røde porte og låger til området.

Hjortevildtet har formet Dyrehavens åbne landskab og frie udsyn. De gnasker nemlig i både blade, skud, små træer og planter, så området ikke gror til. På den måde skaber de mere lys og dynamik til gavn for blandt andet svampe, insekter og padder.

De mange besøgende i Dyrehaven skal derfor glæde sig til en spændende naturoplevelse, fortæller miljøminister Magnus Heunicke:

"Der er omkring syv mio. besøgende hvert år i Dyrehaven. Nu får de en endnu større dyrehave at udforske. Måske er man heldig at se natuglen, der tuder i træet. Der er fantastiske naturoplevelser i vente – for både store og små."

I forbindelse med udvidelsen flytter Naturstyrelsen kronhjorte fra den ”gamle” Dyrehave til den nye. En del af hegnet vil derfor blive stående i en periode, for at sikre, at hjortene tager det nye område til sig.

Udvidelsen af Dyrehaven bliver indviet i dag kl. 11. Her vil H.M. Dronning Mary blandt andet afsløre H. M. Kongens monogram på en ny, rød port – samt slippe hjorte ud i den nye del af Dyrehaven sammen med miljøministeren.

Fakta om Dyrehaven

  • Dyrehaven vokser med cirka en fjerdedel i forbindelse med udvidelsen fra 970 ha til 1.200 ha.

  • Det forventes, at den samlede hjortebestand vil vokse efter udvidelsen - fra 2.100 til 2.400.

  • Området, der nu indlemmes i Dyrehaven, var tidligere en del af Dyrehaven indtil 1832.

  • Hjortene i dyrehaven er alle efterkommere af hjortene i oprindelige dyrehave, der blev indhegnet af Frederik III.

  • Dyrehaven blev udvidet og indrettet til parforcejagt med lange lige veje af efterfølgeren Christian V. I 2015 blev det unikke jagtlandskab udpeget til UNESCO’s Verdensarv.

  • Dyrehaven er ét af de steder i Danmark, hvor der findes flest sjældne arter - på et afgrænset areal.