Kan give trafikale udfordringer det næste år: 38 km langt motorvejsarbejde når ny fase

Generelle nyheder

05/04/2024

Foto: Vejdirektoratet
Foto: Vejdirektoratet

Skrevet af J. Bøgen

Der kan komme hastighedsbegrænsninger på ned til 50 km/t.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

38 kilometer motorvej mellem Vejle og Skanderborg skal opgraderes med et 3. spor, og der er derfor fuld gang i alt fra udvidelse af broer og tunneler til arkæologi og rydning langs strækningen.

I næste uge gør Vejdirektoratet klar til at tage de første spadestik til den egentlig udvidelse af selve motorvejen.

”Der er store trængselsproblemer på E45-motorvejen, som betyder, at bilister dagligt holder i kø. Og i takt med at trafikken stiger, vil problemerne kun vokse. Det er derfor glædeligt, at vi nu for alvor kan sætte gang i udvidelsen af motorvejen. Med et 3. spor forventer vi at få lettet trafikken og de lange køer i myldretiden markant,” siger projektchef i Vejdirektoratet John Kjærsgaard.

Det er de seks kilometer mellem Vejle N og Hedensted ved Sole Bæk, der skal udvides først.

Her skal til- og frakørsel <59> Hornstrup samt de skærende veje også bygges om, og så får borgerne i Gammelsole glæde af en 1500 meter lang støjskærm.

Trafikale konsekvenser

Trafikanter har indtil nu oplevet drypvis vejarbejde på turen mellem Vejle og Skanderborg. Nu samler Vejdirektoratet flere vejarbejder, som betyder flere kilometer med hastighedsbegrænsninger.

I næste uge starter arbejdet med at omlægge trafikken, hvor trafikanter – ud over de igangværende vejarbejder – vil møde 80 km/t og smalle spor fra <59> Hornstrup til syd for 58 Hedensted.  

Der vil desuden kunne forekomme enkelte perioder med 50 km/t i aften- og nattetimerne.

”Vi forventer ikke, at vejarbejdet giver anledning til de store gener for trafikanter på E45, men rejsetiden mellem Vejle og Skanderborg vil i nogle tilfælde blive forlænget. Så det vil være en god idé at orientere sig på trafikinfo.dk, inden man starter sin køretur,” siger John Kjærsgaard.

Arbejdet vil påvirke lokaltrafikken, når til- og frakørsel 59 Hornstrup og de skærende veje skal ombygges, samt når kommunevejene Toftegårdsvej og Troldhøjvej skal forlægges.

Danmarks længste arbejdsplads

De 38 kilometer motorvej skal udvides i syv etaper, og inden året er omme, vil der være vejarbejde og 80 km/t på næsten hele strækningen. Omkring Horsens starter udvidelsen forventeligt op i foråret 2025.

Kører man lidt længere mod nord er udvidelsen af motorvejen mellem Aarhus S og Aarhus N også i fuld gang.

Der går altså ikke længe, før både trafikanter og naboer får udsigt til Danmarks længste arbejdsplads. En arbejdsplads hvor vejarbejdernes sikkerhed har høj prioritet.

”Vi gør hvad, vi kan for at opretholde trafikken på motorvejen gennem hele projektet, men det stiller også krav til trafikanterne, som skal finde tålmodigheden frem, køre opmærksomt og vise hensyn til de vejarbejdere, der arbejder på eller under vejen. Det er ikke altid lige sjovt at have arbejdsplads tæt på motorvejen, og derfor spiller sikkerhed en vigtig rolle i planlægningen og udførslen af vores opgaver,” siger John Kjærsgaard.

De nye spor vil løbende blive taget i brug fra udgangen af 2025 og frem mod 2027.

Vejdirektoratet udbygger motorvej E45 mellem Kolding og Randers flere steder på en i alt 60 km lang strækning. Læs mere om udvidelsen af E45 og hold dig opdateret på de trafikale gener, mens der bygges på trafikinfo.dk