6-årige tvillingepiger brugte hårtørrer og legetøj til at skræmme mors overfaldsmand væk

Generelle nyheder

21/9/22 | 11:08

Tvillingepigerne sammen med deres mor, Mischeara Hill. Foto: Fox5 Atlanta
Tvillingepigerne sammen med deres mor, Mischeara Hill. Foto: Fox5 Atlanta

Skrevet af Charlotte Friis

Da en kvinde blev overfaldet af sin kæreste i sit hjem, tøvede hendes 6-årige tvillinger ikke med at komme hende til udsætning.

Dagens helte i skysovs må uden tvivl være et par tvillingepiger på 6 år, som bor med deres mor, Misheara Hill, i en lejlighed Florida.

Tirsdag d. 13. september var ellers forløbet fredeligt, men tog en drejning, da Hill forbød sin kæreste, Andrew Williams Jr., at drikke alkohol i sit hjem. Williams mistede derfor besindelsen og angreb Hill.

Tumulten og larmen fangede tvillingepigernes opmærksomhed, og de sprang derfor resolut til handling.

Uden at føle sig truet af Williams gik de to piger ud af deres værelse med pinde, legetøj og en hårtørrer til at beskytte deres mor med. Pigerne kiggede herefter Williams i øjnene og advarede ham om at holde sig væk fra deres mor.

Pigernes handling gav Hill tid til at gemme sig på badeværelset, hvorfra hun tryglede pigerne om at trække sig tilbage og gemme sig sammen med hende. Pigerne stoppede dog ikke og fortsatte med at slå Williams med deres ”våben”, indtil han gav op og flygtede ud af lejligheden.

Hill kunne herefter drage et lettelsens suk og gik straks ud af badeværelset for at takke døtrene for deres indsats. Herefter ringede hun 911.

Små helte

Da Hill fortalte politiet, at Williams havde overfaldet hende, begyndte de at lede efter ham i nabolaget. Det lykkedes kort tid efter politiet at lokalisere og anholde Williams i nærheden af lejligheden. Da politiet gennemsøgte hans ejendele, fandt de ligeledes stoffer, og han kan derfor se frem til en sigtelse for både overfald og besiddelse af stoffer.

Politiet havde efterfølgende kun rosende ord tilovers for pigerne, som de ikke tøvede med at kalde ”små helte”. En af pigerne udtalte efterfølgende, at de ville dø for deres mor.