Nyt om covid-19: Sker d. 1. april

corona

02/03/2023

Foto: Pixabay
Foto: Pixabay

Skrevet af J. Bøgen

Søren Brostrøm jubler.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sundhedsstyrelsen har vurderet, at der ikke længere er grundlag for at kategorisere covid-19 som en alment farlig sygdom i Danmark. Ændringen vil gælde fra 1. april efter endt høring.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Alment farlige sygdomme er de sygdomme, hvor epidemiloven giver mulighed for særlige foranstaltninger i form af eksempelvis påbud om isolation eller udvidet adgang til at dele personoplysninger mellem myndigheder.

Brostrøm jubler

Den nye epidemilov, der blev vedtaget i februar 2021, indeholder en definition af, hvornår en sygdom anses for alment farlig. Sundhedsstyrelsen vurderede dengang, at covid-19 under de daværende forhold var omfattet af definitionen. 

”Det er meget glædeligt, at covid-19 ikke længere opfylder kriterierne for at være alment farlig, for det afspejler, at sygdommen ikke længere udgør en væsentlig trussel mod samfundet”, udtaler Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og uddyber:

”Det er vigtigt at huske, at sygdommen stadig er blandt os, og der vil fortsat være behov for at forebygge alvorlig sygdom med covid-19. Det vil fremover ske på linje med andre smitsomme sygdomme, som for eksempel influenza.”

Den nye vurdering skyldes, at omfanget af alvorlig covid-19 sygdom er faldet betragteligt i forhold til tidligere i pandemien, og at der er kommet betydeligt bedre redskaber til at forebygge sygdom og død, bl.a.  variantopdaterede vacciner og nye lægemidler, der kan mindske risikoen for alvorlige forløb. 

”Selve sygdommen har ændret karakter med omikron-varianterne, men de er stadig meget smitsomme og kan give mange sygdomstilfælde. Det har derfor særlig stor betydning for vores vurdering, at vi i Danmark har en tårnhøj vaccinationstilslutning”, understreger direktør Søren Brostrøm.

Kan ændre sig igen

Sundhedsstyrelsen vil fortsat følge udviklingen i covid-19 tæt, især i forhold til effekten af vacciner og om nye varianter medfører mere alvorlig sygdom.

Sundhedsstyrelsens vurderer i notatet Vedr. kategorisering af covid-19 som alment farlig sygdom, at der ikke længere er grundlag for at kategorisere covid-19 som en alment farlig sygdom.

Samtidig har Sundhedsstyrelsen sendt en ny bekendtgørelse om alment farlige sygdomme i offentlig høring, hvor covid-19 ikke længere fremgår af listen over alment farlige sygdomme.

Ændringen i covid-19’s status som alment farlig sygdom forventes at træde i kraft omkring 1. april 2023.

Sundhedsstyrelsen kan ændre kategoriseringen tilbage hvis der f.eks. kommer ny meget sygdomsfremkaldende variant som vacciner ikke kan forebygge.