Danmarks største bilsynsvirksomhed, Applus+ Bilsyn, har undersøgt 200.238 periodiske syn af person- og varebiler, som i 2024 fik påført anmærkninger på deres synsrapport.
Når der er anmærkning på en synsrapport, kan det betyde en løftet pegefinger, at bilen skal til omsyn, eller sågar kørselsforbud.
Oftest er det små fejl, der medfører et omsyn, fortæller John Gantzhorn, teknisk chef hos Applus+ Bilsyn:
“Den hyppigste fejl på synsrapporter er noget så banalt som en defekt nummerpladelygte. Har bilen to nummerpladelygter, og den ene virker, slipper man med en anmærkning på synsrapporten. Er begge defekte, består bilen ikke synet.”
Applus+ Bilsyn har analyseret data fra samtlige synsrapporter i 2024 og kan nu afsløre de ti væsentligste årsager til, at bilerne blev kasseret – i prioriteret rækkefølge:
Nummer 1: Lygtefejl
Hele 6,4 % af alle synsrapporter havde en anmærkning om lygtefejl. Det dækker typisk over defekt nummerpladelys, manglende bag- eller positionslys samt fejljustering af forlygter.
Nummer 2: Tæringsrelaterede skader
Den næsthyppigste fejl konstateres som regel, når synsmanden hiver den spidse hammer frem for at finde rust. Huller i vognbunden, dårligt udførte rustreparationer af sidepaneler, vanger og så videre betragtes som tæringsskader, der påvirker samlingens styrke – og det giver bilen rødt kort i synshallen. Denne type fejl er dog oftest kun at finde på den ældre del af vognparken.
Nummer 3: Fejl på bremseskiver
Bremsesystemet er et af de vigtigste tjekpunkter ved et syn. Mange biler dumper allerede ved den indledende visuelle inspektion, hvor synsmanden kigger efter rustkanter, slitage og slidspor i bremseskiverne, da disse ting nedsætter bremsefunktionen.
Dette problem er stigende, fortæller John Gantzhorn: “Det er en fejl, vi ofte ser på nyere elbiler, hvor ejerne bruger motorbremsen og glemmer at motionere bilens mekaniske bremser tilstrækkeligt. Det får bremseskiverne til at ruste i en grad, hvor de skal renoveres eller skiftes.”
Nummer 4: Fejl på affjedringen
Den hyppigst forekommende fejl på bilens affjedring er en slidt bærekugle. Synsmanden opdager fejlen ved at hæve forvognen på liften og vrikke i forhjulene med hænderne placeret klokken seks og tolv på forhjulet. Er der slør i hjulet, er bærekuglen typisk slidt ned og skal udskiftes.
Nummer 5: Fejl på hjul og dæk
Denne anmærkning dækker over alt fra for lidt dækmønster til ulovligt miks af sommer- og vinterdæk på bilens fælge eller ødelagte dæk med buler eller rifter i karkassen. Hvis kunden har monteret for brede hjul i forhold til bilens skærme, dumper bilen også.
Nummer 6: Fjedre og stabilisatorer
Nedslidte forbindelsesled til krængningsstabilisatoren, de såkaldte “kødben,” er en klassisk fejl til syn. Hvis der konstateres væsentligt slør og larm under kørsel, skal de skiftes, og bilen skal til omsyn. Knækkede fjedre er også en fejl, som synsfolk ofte støder på. Dette kan nogle gange konstateres på biler helt nede i 4-årsalderen.
Nummer 7: Slør i styretøjet
Revnede gummimanchetter, rystelser i rattet eller uens dækslitage er symptomer på en fejl, der giver anmærkning i synsrapporten: slør i styretøjet. I 90% af tilfældene skyldes fejlen defekte styrekugler eller sporstænger, fortæller John Gantzhorn.
Nummer 8: Tærede bremserør
Et tæret bremserør risikerer at briste under tryk, hvilket kan føre til bremsesvigt. Derfor betragtes det som en alvorlig fejl. Det ses ofte på ældre biler med originale bremserør, der typisk er lavet af stål i stedet for kobber.
Nummer 9: Luftforurening
På en niendeplads kommer motorer, der ikke overholder lovens krav til luftforurening. Typiske fejl kan skyldes tilsmudsede dyser, som nedsætter effekten af partikelfiltre, samt slidte/beskidte lambdasonder. Begge fejl kan ofte løses let. Applus+ Bilsyn anbefaler, at man før sit syn køber et renseadditiv til sit brændstof, som man hælder direkte i tanken. Det sørger for at fjerne skidt og snavs i motoren, inden miljøtesten i synshallen.
Nummer 10: Bremsepræstationer (skævbremsning)
Den tiende hyppigste årsag til omsyn opstår, når synsmanden tjekker bilens bremsekraft på prøvefeltet. En bils bremsekraft må maksimalt afvige 30% mellem højre og venstre side på samme aksel. Hvis afvigelsen er større, skal fejlen udbedres før omsyn.