Hansen eller Jensen? Historien bag de danske efternavne, som næsten alle har

De fleste danskere bærer et efternavn, der har rødder flere hundrede år tilbage – men kun få ved, hvor det faktisk stammer fra. Jensen, Hansen, Nielsen og Sørensen pryder tusindvis af postkasser, men historien bag vores navne fortæller meget om både vores fortid og vores samfundsudvikling.

Fra kælenavne til slægtsnavne

Navneskikken har ændret sig markant gennem tiden. I vikingetiden brugte man ofte tilnavne i stedet for egentlige efternavne. Dengang var det helt almindeligt at blive kaldt noget, der beskrev ens personlighed eller bedrifter – som for eksempel Gorm den Gamle eller Runulf den Rådsnilde.
På den måde kunne man skelne mellem folk, selv om mange hed det samme fornavn. Det var først langt senere, at efternavne begyndte at blive faste og gå i arv.

Da staten greb ind

I gamle dage fulgte man et såkaldt patronym-system, hvor efternavnet dannedes ud fra faderens navn. En mand, der hed Jens, kunne for eksempel få en søn, der hed Andersen – altså Anders’ søn – mens datteren ville hedde Andersdatter.
Det skabte dog stor forvirring, især når mange i en landsby bar næsten identiske navne. Derfor greb myndighederne ind, og gennem tre forskellige navnelove blev det gradvist besluttet, at danskerne skulle have faste efternavne, som gik i arv fra generation til generation.

Fra lov til tradition

I dag har vi et system, hvor efternavne som Jensen og Pedersen vidner om en tid, hvor slægtskab og familie stod i centrum. Mange af disse navne er forblevet de mest almindelige i Danmark – selv efter flere hundrede år.
Vores efternavne fortæller derfor ikke kun, hvem vi er i dag, men også hvem vi var engang. De bærer spor af både kultur, sprog og historie – fra vikingernes kælenavne til lovgivningens orden i 1800-tallet.

Kort sagt: Vores navne er små tidslommer, der binder fortid og nutid sammen i én linje.

Denne artikel er basert på information fra Videnskab.dk.