På randen af konkurs: Så meget skylder Lauritz.com til sine kunder

06/07/2023

Foto: Nyamu1, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons
Foto: Nyamu1, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons

Skrevet af J. Bøgen

Hvis auktionshuset ender med at måtte dreje nøglen om, kan det koste mange danskere ganske store pengebeløb.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Auktionshuset Lauritz.com, har problemer.

Faktisk så store problemer, at auktionshuset onsdag i sidste uge meddelte, at man var gået ind i en rekonstruktionsfase for at redde selskabet.

Den rekonstruktion betyder imidlertid også, at de kunder, der har penge til gode hos auktionshuset, må væbne sig med ekstra tålmodighed og krydsede fingre, for under rekonstruktionen kan de ikke umiddelbart få de penge, de har til gode.

Og hvis det reelt ender i en konkurs, kan det ende med, at kunderne ikke får så meget som en krone.

Det skriver TV 2.

Skylder mere end 50 mio. kroner

Samlet set skylder Lauritz.com kunder omkring 50,5 millioner kroner for varer, som auktionshuset har solgt, men som sælgerne altså ikke har fået pengene for endnu - og det er ikke nødvendigvis småbeløb, kunderne savner.

TV 2 Nord har talt med en af de kunder, der i januar satte en række ting til salg via auktionshuset, og han har stadig ikke fået sine penge - selvom tingene blev solgt for samlet 33.600 kroner.

I alt skylder Aalborg-afdelingen af Lauritz.com sine kunder knap otte millioner kroner, men så længe rekonstruktionen er i gang, kan kunderne altså ikke få deres penge.

I sidste uge oplyste auktionshuset også, at man ville nedbringe de samlede personaleomkostninger med omkring 30 procent i et forsøg på at redde virksomheden. Det betyder, at antallet af medarbejdere bliver reduceret fra 120 til 80, så der er altså 40 medarbejdere, der må ud og lede efter et nyt job.

Lauritz.com blev stiftet i 1999 og har siden udbygget konceptet til at have 24 auktionshuse i Danmark, Sverige, Belgien og Tyskland.