Én knap bør du holde dig fra.
I dag har biler langt flere funktioner, end de havde i gamle dage.
Det er dog langt fra dem alle, der er lige populære, og især start/stop-knappen har ikke mange tilhængere.
Ifølge en britisk undersøgelse er det den mest hadede funktion i bilen, og spørger man den amerikanske mekaniker og YouTube-stjerne Scotty Kilmer, burde den slet ikke findes.
Det skriver mediet Carup.
“Hvis man ikke bruger den, lever motoren dobbelt så længe,” siger den farverige mekaniker og tilføjer:
“Start/stop-knappen er det dummeste, der er kommet ud i årevis. 97 procent af sliddet opstår, når du starter din bil, så vil du blive ved med at starte og stoppe? Ikke hvis du vil have din bil til at holde længere.”
Ekspert er uenig
Det er dog ikke alle eksperter, som er enige i den bombastiske påstand.
Den svenske servicetekniker Marc Ribeiro fra Björkmans Bil i Falun ser lidt anderledes på knappen.
“På en måde kan jeg godt forstå, hvordan han tænker. Men det er ikke så enkelt. Det, der belaster motoren mest, er at starte bilen, men når man så bruger denne funktion, er bilen allerede varm,” fortæller han.
Han påpeger samtidig, at funktionen faktisk har et vigtigt formål – nemlig at mindske brændstofforbruget og skåne miljøet.
Så hvad skal du gøre?
Skal man så trykke ‘sluk’ og potentielt forlænge motorens levetid eller i stedet nyde godt af de små besparelser på brændstoffet?
Der findes ikke som sådan noget facit.
Det afhænger nok af, hvor meget du holder af din bil – eller hvor meget du hader den lille irriterende knap.
Bilejere glemmer ofte, at forsikringer kan variere med tusindvis af kroner om året – og et tjek kan derfor betale sig.