I løbet af søndag fik Nordsjællands Politi i omegnen af tyve anmeldelser om indbrud i primært villaer.
Indbrudstyvene fik i langt de fleste tilfælde adgang til husene via opbrud af vinduer i både stue, kælder og 1. sal.
Indbruddene fandt sted i blandt andet Holte, Værløse, Smørum, Virum, Nærum, Espergærde, Birkerød, Klampenborg, Hillerød, Kgs. Lyngby.
I takt med, at dagene bliver kortere, gælder det derfor om at gøre sit hjem så utiltrækkende for indbrudstyve som muligt - og til det har Nordsjællands Politi lavet en guide med gode råd.
Sådan kan du sikre din bolig mod indbrud
Generelt fungerer det godt, hvis du forebygger indbrud i din bolig på flere måder. Der er nemlig ikke én ting, der kan forebygge indbrud alene. Det er med andre ord summen af tiltag, der gør forskellen.
Klip hækken, eller begræns plankeværkets højde. Den ideelle højde er 1 meter, og den maksimale højde er 1,6 meter, hvis det skal have en forebyggende effekt. Husk at aftale hækhøjde med din nabo, før du klipper hækken.
Fjern buske eller bevoksning tæt på huset – eller klip dem ned, så de ikke kan give tyven arbejdsro til fx at opbryde vinduer.
Kombinér en bevægelsessensor med udendørs belysning foran huset, så lyset automatisk tændes, hvis en ubuden gæst lister sig ind på grunden. Placér lysene, så tyven ikke kan få ro til at arbejde i mørket.
Sæt en timer på det indendørs lys, så det ikke er tydeligt, at huset er tomt, hvis det er helt mørkt indenfor.
Lås redskabsrummet, så tyven ikke kan få adgang til redskaber, der kan bruges til at bryde ind i dit hus – fx koben, skruetrækker eller stige.
På den måde styrker du generelt boligens omgivelser, så tyven får meget sværere ved at bryde ind.