Politiet evakuere område i Sønderjylland: Bomber skal uskadeliggøres straks

112

15/11/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Borgere i området skal finde et andet sted at sove

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Politiet har her til aften delt et opslag, om at et område på als skal evakueres.

I opslaget skriver politiet:

"BOR DU INDEN FOR DET RØDE FELT, SÅ SKAL DU FORLADE OMRÅDET SNAREST"

Det er afdækningen af den ene af to bomber, der den 29. oktober blev fundet på en mark ved Kær på Als, som har vist, at bomben bør uskadeliggøres hurtigtigere end forventet.

Må bruge anden sprængningsmetode

Det betyder, at myndighederne fremskynder arbejdet med at få bomberne tilintetgjort.

”Vi kan ikke bruge de metoder til en sprængning, som vi havde forventet. De fleste metoder vil indebære, at der skal køre mange store lastvogne med jord eller sand ind på området. Det vurderer vi nu, vil være for risikabelt”, siger major Peter Jegsen fra forsvarets ammunitionsrydningstjeneste EOD.

Den kontrollerede sprængning skal derfor ske med en metode, der ikke kræver en større mængde tung trafik i området.

”Det er en sikker måde at foretage en sprængning på, men den kræver en større sikkerhedszone end andre metoder. Til gengæld er forarbejdet ikke så tidskrævende, så vi kan derfor foretage den kontrollerede sprængning hurtigt”, oplyser Peter Jegsen.

Metoden betyder, at der er behov for en større sikkerhedszone, hvilket bevirker, at flere borgere end forventet skal evakueres i forbindelse med sprængningen.

Overvej hvor i skal sove

”Borgerne må allerede nu meget gerne overveje, hvor de kan tilbringe natten og forlade området hurtigst muligt. Og når man forlader området skal man ringe til 1-1-4 og fortælle, at man er væk fra området. Har man ikke et sted at være, så kan man ringe til 1-1-4, så anviser vi en lokalitet, hvor man kan overnatte”, siger politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet opsøger i løbet af aftenen alle relevante husstande og informerer om, hvordan borgerne skal forholde sig. Politiet opretter desuden et callcenter på 1-1-4, hvor borgere kan ringe og få svar på spørgsmål.

Detoneres onsdag morgen

”Har man ikke mulighed for selv at transportere sig væk, kan man ringe til 1-1-4, så sørger vi får transporten”, siger politiinspektør Tage Jehn.

Sprængningen vil ikke blive gennemført før alle borgere er ude af området. Der planlægges med at sprænge bomberne onsdag morgen og borgerne skal holde sig borte, indtil de får besked på at de kan vende hjem. Det forventes, at der vil gå omkring et døgn, før borgerne kan vende hjem.

Politiet er til stede i hele området i hele perioden. Politiet opfordrer kraftigt til at man ikke søger mod området.