En gårdejer fra Stege har fået sig noget af et chok mandag eftermiddag, da han kiggede til sin fåreflok.
Det fremgår af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport.
Det er en gårdejer fra byen Stege, som er den største by på Møn, der gjorde sig det overraskende fund.
Ifølge politirapporten opdagede gårdejeren at hans fold, hvor der gik får, havde fået besøg af yderligere en uldtot – en tilløbet vædder.
Da han havde sundet sig på den dameglade vædders ankomst ringede han til politiet og indgav en anmeldelse mandag klokke 16.53.
Mangler du din vædder?
Vædderen har endnu ikke fundet hjem, så derfor søges der en ejer.
Der er tale om en norsk vædder med lys snude, oplyses det i døgnrapporten.
Dyret har ikke noget øremærke, og nabogårdene mangler ikke en vædder på frierfødder.
Det humoristiske i sagen, er dog heller ikke gået betjentenes næse forbi, I døgnrapporten skriver de nemlig:
"Foreløbig kan vædderen godt blive på den fremmede fold, mæææææns den rette ejer bliver fundet."