Lig fundet nedgravet i kolonihave - nu er der nyt

112

28/08/2023

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Skrevet af J. Bøgen

Sagen stammer fra maj 2022.

D. 26. maj 2022 blev der gjort et makabert fund i en kolonihave i Vonsild nær Kolding.

Man fandt nemlig et nedgravet lig af en 43-årig mand, og selvsamme dag, som man fandt liget, blev tre personer anholdt: To mænd på 33 og 41 år samt en kvinde på 35 år.

De blev varetægtsfængslet ved et lukket grundlovsforhør, alle tre sigtet for drab på den 43-årig, men siden er kvinden blevet løsladt, ligesom sigtelserne mod hende er frafaldet.

Men de to mænd kan nu se frem til at få deres sag prøvet ved retten - mere end 15 måneder efter, de blev anholdt.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Her er tiltalten

De to mænd er tiltalt for i tidsrummet mellem den 2. maj og 4. maj 2022 i forening og efter forudgående aftale at have dræbt den 43-årige mand og herefter for at have behandlet liget af den 43-årige mand usømmeligt. 

Den 33-årige mand er også tiltalt for den 1. maj 2022 at have begået vold mod den nu dræbte mand. 

De nægter sig begge skyldige.

De to tiltalte og den dræbte er alle fra Kolding-området, og sagen går i gang d. 11. september.

Sagen er berammet til at blive behandlet over 9 retsdage ved Retten i Kolding: Den 11., 18., 19., 25., 27., 28. september og den 2., 3. og 9. oktober 2023.