Branden i Børsen trækker overskrifter verden over, og hvis du også har svært ved at koncentrere dig om dit arbejde i dag, er du ikke den eneste.
Over hele landet sidder danskere klinet til computere, telefoner og fjernsyn for at følge med i det seneste nye om den ødelæggende brand, der raserer den historiske bygning, ligesom man også følger med i den heltmodige indsats for at redde de uvurderlige kulturskatte, bygningen huser.
At alt dette sker på Dronning Margrethes 84 års fødselsdag gør næsten tingene endnu mere tragiske, men ikke desto mindre følger regentparret også med i, hvad der foregår.
Kong Frederik X er således ude med en stor tak til de mange mennesker, der kæmper en brav kamp mod flammernes rasen.
På Kongehusets instagramprofil lyder den officielle melding blandt andet:
"I morges stod vi op til et trist syn, da røg over Københavns tage vidnede om den ødelæggende brand på Børsen ...
... Dronningen og jeg vil gerne takke alle dem, der siden tidligt i morges har sikret, at ingen er kommet til skade, og som har kæmpet for at redde så meget som muligt af både bygningen såvel som de mange kulturskatte og kunstværker, som Børsen indeholder."
Det er nu, vi skal vise, hvad vi er gjort af
Også Københavns borgmestre har været ude med en officiel melding i anledning af den tragiske dag.
Her lyder ønsket, at Børsen skal genopbygges, og det er nu, vi som danskere skal vise, hvad vi er gjort af.
”Det er en helt forfærdelig dag. Børsen er ikke bare en vigtig del af hele Danmarks kulturhistorie. Bygningen repræsenterer så meget mere, ikke mindst håndværksmæssig kvalitet og traditioner. Alt det står nu i flammer. Derfor vil Københavns Kommune også gøre alt, hvad vi kan og må for at understøtte, at den gamle Børs bliver genopbygget. Bygningen er simpelthen vital for København og hele Danmarks kulturhistorie."
”Det er vigtigt, at vi som samfund - privat, offentlig, virksomheder og institutioner – nu arbejder sammen om at få genrejst den ikoniske bygning. Vi vil derfor række ud til Dansk Erhverv og gå i dialog om, hvad vi kan gøre. Vi kan ikke undvære Børsen. Det er nu, vi skal vise, hvad vi er gjort af. For byens og hele Danmarks historie.”
”Vi vil desuden takke beredskabet og alle de frivillige, der er trådt til, for deres indsats. De gør et fantastisk og vigtigt arbejde.”
Udtalelsen er underskrevet samtlige Københavns Kommunes borgmestre.