Hans mor blev ved med at stille spørgsmål: Så fik han tatoveret svarene på alle spørgsmålene

Virale historier

27/10/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Internettet har blandede reaktioner på den noget alternative tatovering.

Tatoveringer er i den grad noget, der deler vandene - særligt mellem generationer.

Det vurderes, at omkring 600.000 danskere har mindst en tatovering, men der er nok ikke nogen tvivl om, at en stor del af de danskere, der går rundt med blæk under huden, hører til de yngre generationer.

For en amerikansk mand har hans kærlighed til tatoveringer da også været genstand for en del uenigheder med hans mor, men spørgsmålet er, om han med sin seneste er gået for vidt.

Fra mandens side er tatoveringen ment som en kærlig påmindelse til moderen, men hun ser det som et personligt angreb mod hende.

Den famøse tatovering

I et opslag på internetforummet Reddit har manden delt sin historie, og han starter med noget baggrundshistorie.

Ifølge ham har moderen en vane med at stille ham en masse spørgsmål, som han ikke har nogen chance for at kende svaret på.

Som eksempel nævner han engang, hvor han var til sin kusines bryllup. Han og kusinen bor i hver deres stat og har ikke set hinanden i syv år. Alligevel spørger moderen ham, hvordan kusinen og hendes nye mand egentlig mødte hinanden.

Et andet eksempel er, at manden fortæller sin mor, at hans søn er ovre og lege hos en anden familie. I den forbindelse spørger moderen, hvor den anden drengs forældre gik i skole.

Moderen har også spurgt sin søn, hvordan hans søster blev gravid, siden søsteren og hendes mand brugte beskyttelse.

Forfatteren bag opslaget på Reddit er med årene blevet så træt af hans mors konstante spørgsmål, som han aldrig kan svare på, at han har fået tatoveret svaret på den alle på sin underarm.

Her står der nu "No se" - spansk for "Jeg ved det ikke".

Moderens og internettets reaktion

Da han så så sin mor umiddelbart efter at have fået tatoveringen lavet, blev hun oprevet over teksten, og hun er nu, ifølge manden, vred på ham for at have "vanhelliget" sin krop for at komme med en barnlig pointe og ydmyge hende.

Manden forsvarer sig med, at han har sagt til hende igen og igen, at hun skal lade være med at stille ham spørgsmål, han ikke har nogen mulighed for at kende svaret på. Det forhindrede imidlertid ikke mandens far i at ringe til sin søn og kalde ham for et "r**hul" på grund af den nye tatovering.

Internettet er mildest talt også delt, når det kommer til mandens måde at håndtere sin spørgelystne mor.

En bruger medgiver, at det er en svær situation, og at der uden tvivl vil gå lang tid, før moderen tilgiver den nye tatovering. Brugeren tilføjer dog, at vedkommendes egen mor er på præcis samme måde.

En anden skriver, at manden selvfølgelig kan få lige den tatovering, han vil. Det sagt, så forsvarer brugeren moderen, da hendes spørgsmål ikke nødvendigvis er noget, hun er i stand til at kontrollere.

"Nogle mennesker taler virkelig før, de tænker, og det kan bestemt være irriterende, men det er ikke noget, de stiler efter at være."

En tredje stemmer i med retten til at få tatoveret det, man vil. Her lyder anken imidlertid, at det er selve tanken bag tatoveringen, der er problemet.

"Du vidste, det ville gøre din mor ked af det. Du har muligvis opnået det, du ville, men det er kun dig, der kan afgøre, om det var prisen værd."