Ældre mennesker er i stand til at huske musikstykker lige så godt som unge – men nogle dele af de ældres hjerne skal arbejde hårdere.
Det viser et nyt studie fra Aarhus Universitet, som netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Communications Biology.
Studiet er opsigtsvækkende, fordi det kombinerer klassisk musik og neurofysiologi i et forsøg på at kortlægge de ændringer, som sker i hjernen med alderen.
På Aarhus Universitetshospital har 76 forsøgspersoner gennemgået hjernescanninger, mens de lyttede til et klaverstykke af den tyske komponist og organist Johann Sebastian Bach, som de forinden havde hørt to gange.
Studiet viser, at når ældre mennesker lytter til musik, de har hørt før, er sensorisk relaterede områder af hjernen ekstra aktive, mens der er nedsat funktion i de regioner, som er ansvarlige for hukommelsen.
”Det tyder på, at de ældres hjerner arbejder hårdere for at kompensere for den reducerede respons fra de områder, der typisk er involveret i hukommelsesprocesser,” forklarer lektor Leonardo Bonetti, fra Center for Music in the Brain, der hører under Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Han står bag studiet sammen med forskere fra University of Oxford.
“Studiet understreger, at ændringer i hjernens funktionalitet ikke nødvendigvis fører til sygdom eller funktionsnedsættelse. Aldring handler ikke kun om at have en hjerne, der bliver værre, men om at have en hjerne, der ændrer sig for at tilpasse sig udfordringer og kompensere for mekanismer, der bliver mindre effektive,” forklarer han.
Kan bruges i demensforskning
I løbet af scanningen blev deltagerne også præsenteret for ændrede versioner af de originale melodier.
Scanningerne viste, at når ældre mennesker lytter til variationer af musik, de ikke har hørt før, reagerer de centrale dele af hjernen, der er involveret i hukommelsesprocesser, mindre end hos unge mennesker. Aktiviteten i de sensorisk relaterede regioner er uændret.
”Den ældre gruppe har simpelthen ikke de samme reaktioner i hjernen, når de hører nye variationer af musikken, som den yngre gruppe. Måske kan det være med til at forklare den mekanisme, som gør, at ældre mennesker kan have det svært med forandringer generelt,” siger Leonardo Bonetti.
Han håber, at studiet kan være med til at forbedre forståelsen af, hvordan hukommelsen fungerer, og at det på længere sigt kan påvirke den måde, vi screener ældre mennesker, der er i risiko for at udvikle demens.
”Nu skal vi i gang med at udvide studiet, så det omfatter mennesker, der er ramt af mild demens. Håbet er, at vi kan opdage biomarkører og bruge data til at forudsige, hvordan ændringer i hjernens funktionalitet forudsiger sandsynligheden for, at man udvikler demens,” siger forskeren.
Bach er velegnet til hukommelsesstudier
Studiet har brugt musiksekvenser inspireret af Johann Sebastian Bachs kompositioner, og det er ikke et tilfælde, siger Leonardo Bonetti.
Johann Sebastian Bachs musik er nemlig meget let at huske, fordi han bruger en kombination af stærke harmonier og en klar hierarkisk struktur, som bliver gentaget mange gange i netop Prelude in C Minor fra Das Wohl Temperirte Clavir, som forskerne har konstrueret en simpel udgave af.
”Deltagerne hørte stykket to gange, og så huskede de det. Musik er på mange måder bedre end fx tal eller tekst i hukommelsesforskning, fordi du husker det intuitivt, og det giver os mulighed for at opdage, hvordan hjernen behandler information over tid. Derfor er musik et fantastisk værktøj til at forstå, hvordan hjernen ændrer sin funktion for at støtte hukommelsen, når vi bliver ældre,” forklarer Leonardo Bonetti.
Bag om forskningsresultatet
Studiet sammenligner 37 unge (18-25 år) med 39 ældre (> 60 år), som er blevet undersøgt på Aarhus Universitetshospital. Studiet anvender magnetoencefalografi (MEG) og MR-scanning.
Samarbejdspartnere er Centre for Eudaimonia and Human Flourishing, Department of Psychiatry, University of Oxford.
Ekstern finansiering: Danmarks Grundforskningsfond, Lundbeckfonden, Carlsbergfondet, Society for Education and Music Psychology og Nordic Mensa Fund.
Læs mere i den videnskabelige artikel: https://www.nature.com/articles/s42003-024-06587-7
