Så hurtigt kan alle jordens edderkopper æde hele den danske befolkning

Videnskab

06/08/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Det er på ingen måder en rar tanke, men skulle edderkopperne finde på at kaste sig over os, så ville der ikke gå lang tid, før hele den danske befolkning var blevet fortæret.

Det lyder som taget direkte ud af en gyserfilm. Og flere film har i tidernes løb leget med tanken. 

Hvad ville der ske, hvis edderkopperne pludselig kastede sig over mennesker. Hvis de foretrak at spise lårben fra danskere i stedet for at tygge på de dovne fluer, der uforsigtigt havner i de ottebenedes net? 

Det lover ikke godt for os danskere, hvis samtlige edderkopper i verden pludselig gik spise-amok i landet. De ottebenede spindlere ville kunne spise samtlige børn, voksne og ældre i landet indenfor 12 timer, det skriver TV2 Livsstil.

På hele kloden lever der cirka 29 millioner tons edderkopper af enhver slags. Hvert eneste år spiser de mellem 400 og 800 millioner tons føde. 

"Det er et astronomisk tal, som er svært at forholde sig til. Det svarer til, at de kunne spise den danske befolkning på mellem seks og 12 timer," fortæller Jes Aagaard, naturvejleder i Naturstyrelsen.

Edderkopperne lever alle steder på kloden. Mange arter spreder sig fra land til land ved at sprede deres net som en faldskærm. På den måde kan de svæve fra sted til sted.

Hvis det ikke var nok til at få den værste frygt frem i de fleste med araknofobi, så oplyser Jes Aagaard, at der i gennemsnit findes 130 edderkopper per kvadratmeter, når du holder picnic i skoven. Du sidder derfor og spiser sammen med cirka 500 edderkopper. Vi må bare håbe på, at de ikke tænker, at du er deres kommende frokost.

Edderkopperne kan dog ikke tåle frost. Så hvis du vil slippe for at spise frokost med små søde edderbasser, så skal du flytte til Grønland eller til polarområdet. Så kan din frokost under åben himmel sagtens være fri for edderkopper.

Der er dog en fordel ved at have edderkoppespind hængende i huset, da edderkopperne er insekternes skræk og holder bestanden af fluer, myg og larver i skak.