Revyernes Revy 2024: Her er årets prisvindere

Underholdning

05/08/2024

Henrik Koefoed vinder Årets Dirch for Nykøbing Falster Revyen 2024. Foto: Jesper Bæk Nielsen
Henrik Koefoed vinder Årets Dirch for Nykøbing Falster Revyen 2024. Foto: Jesper Bæk Nielsen

Skrevet af J. Bøgen

Søndag aften var revybranchen samlet, da Revyernes Revy fandt sted i Cirkusrevyen på Bakken - og det blev en aften med højt humør i det tætpakkede telt!

Den rutinerede revykunstner Leif Maibom guidede publikum gennem Revyernes Revy, hvor han traditionen tro fik uddelt aftenens syv priser til de bedste præstationer.

Rottefælden blev kåret som Årets Revy i et stærkt felt, der også talte Cirkusrevyen og Bornholms Sommerrevy, mens Henrik Koefoed modtog prisen opkaldt efter Dirch Passer, Årets Dirch, for sin enestående præstation i Nykøbing Falster Revyen.

Koryfæer hyldes

Årets Ærespris gives til en person, der har betydet særlig meget for revyen som genre, og i år valgte Skuespillerforeningen af 1879, at valget skulle falde på ingen andre end Pernille Schrøder.

Hun modtog prisen for sin spilleglæde, musikalitet, humor og hårde arbejde gennem en lang og flot karriere på de skrå brædder.

Ligeledes hyldes en fra branchen, som har ydet noget ganske særligt inden for revyen set i et bredt spektrum, med Revyprisen.

Prisen blev overrakt til instruktørassistent Jytte Shapley for sine 25 år som fast anker for skiftende instruktører i Danmarks største revy, Cirkusrevyen.

Revyer fra øst- til vestdanmark hædres

Skuespiller og forfatter Mille Berg fik overrakt prisen som Årets Revyforfatter for nummeret ”Ole Sprogøre” i Amager Revyen 2024 og for Ganløse Revyen 2024. Kapelmesteren ved Revyernes Revy 2024, Thomas Pakula, løb med prisen som Årets Revykomponist for endnu engang at berige Sønderborg Sommer Revy Show 2024 og Græsted Revyen 2024 med alsidige kompositioner på højeste niveau.

Årets Talentpris, der er udvalgt af juryen, tilfaldt Mikkel Becker Hilgart for sin medvirken i Tivolirevyen 2024.

Overskuddet fra Revyernes Revy går til Skuespillerforeningen af 1879s humanitære arbejde.

Årets prismodtagere er

Årets Dirch: Henrik Koefoed - Nykøbing Falster Revyen 2024

Årets Revykomponist: Thomas Pakula - Sønderborg Sommer Revy Show 2024 samt Græsted Revyen 2024

Årets Revyforfatter: Mille Berg – for ”Ole sprogøre” fra Amager Revyen 2024 samt Ganløse Revyen 2024

Årets Talentpris: Mikkel Becker Hilgart - Tivolirevyen 2024

Årets Revy: Rottefælden

Revyprisen: Jytte Shapley

Årets Ærespris: Pernille Schrøder - Cirkusrevyen

Prismodtageren af Årets Ærespris findes af Skuespillerforeningens bestyrelse.

Prismodtageren af Revyprisen findes af årets producerhold, som i år består af årets producent Martin Miehe-Renard og hans medproducent Bo Skødebjerg.