Konkurrence for alle kor i landet: Vind billetter og optræden til teaterkoncert

Underholdning

08/06/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er en bestemt sang, der skal laves et arrangement af.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Til september har Østre Gasværk Teater premiere på TEATERKONCERT KØBENHAVN - SANGE FRA BYENS HJERTE. En rejse gennem Københavns musikalske sjæl med nye fortolkninger af nogle af de mest ikoniske sange om landets hovedstad.

Og i den forbindelse inviteres alle kor i hele landet med på denne rejse.

Et nyt samarbejde mellem Østre Gasværk Teater og Københavns Museum byder nemlig på en stor kor-konkurrence: BYENS KOR, hvor vinderkoret - udover billetter - får lov til at optræde på scenen på Østre Gasværk Teater samt på Københavns Museum.

Det skriver Østre Gasværk i en pressemeddelelse.

Lav jeres eget arrangement

Konkurrencen går kort fortalt ud på, at man som kor, via teatrets hjemmeside, downloader et korarrangement af "København, Min Ven" - en sang der indgår i forestillingen, skrevet af Nicklas Sahl.

Herefter synger og optager man sangen på video og sender videoen til konkurrence@gasvaerket.dk.

Har man derudover lyst, kan man vælge at uploade videoen med hashtagget #byenskor og tagge Østre Gasværk Teater og Københavns Museum på sit foretrukne sociale medie.

Kan blive en ny-klassiker

Med projektet BYENS KOR ønsker Østre Gasværk Teater at involvere og aktivere så mange som muligt i hyldesten til København på en meningsfyldt og berigende måde.

"Nicklas Sahls København, min ven synes jeg har kvalitet til at blive en vaskeægte ny-klassiker. Med sin fine nordiske komposition og gode sangbare melodi, som både rummer genkendelighed og overraskelse, og en tekst som italesætter byen, som den ven der altid er der, passer hans nummer intet mindre end perfekt ind i vores kommende forestilling (...) Jeg håber, at BYENS KOR vokser sig stort og stærkt, og glæder mig helt vildt til at høre resultaterne," udtaler Søren Møller, Teaterchef Østre Gasværk Teater

Udover kor-konkurrencen byder det nye samarbejde mellem Østre Gasværk Teater og Københavns Museum også på foredrag og oplæg på kryds og tværs af institutionerne, en pop-up udstilling i foyeren på Østre Gasværk Teater om København kurrateret af Københavns Museum, mens forestillingen spiller, og rabatfordele på billetter for museumsgæster og teaterpublikum.

Læs mere om konkurrencen her: 

https://www.gasvaerket.dk/forestillinger/sange-fra-byens-hjerte#byenskor